Og dog er Klinten blandt Blomst, der gror,
den, jeg vandt kærest af Somrens Flor.

De kølige Farver, hvormed den er malt,
møder mit Øje saa blegt og svalt,

møder mit Sind som det stumme Blik
fra den, hvis Lykke saa ondt forgik,

at Hjærtet tav fra den samme Stund,
og Ord blev lede den blege Mund.

Jeg elsker den Blomst for dens ringe Tro,
dens sparsomme Pral og dens kølige Ro,

der holder den rank som et vinterkoldt Sind
blandt Straa, der svimler for Vejr og Vind.

Men du skal ikke til Klinten se,
og af min Kærlighed skal du le!