Det var en Skovsti
mellem lyse Bøge
mod Solnedgang.
Skovduen kurred,
en Solsort sang;
over den grønne
Bund stod Bukkar
duftende purret
med syngende Bier
skjult i sit Fang.

Højt mellem Kronerne
skinned den lyse Sol,
blandt Anemonerne
skumred den blaa Viol,
Skovduen lokked
saa dybt og saa dulgt,
Skarnbassen knurred,
og Myggene flokked
i Sol sig og surred.

Hvor Stien endte,
en gammel Laage
hang solbelyst;
Det grønne Træværk
som Løvet skinned.
Solen laante
dets frønnede Ælde
en Lød saa dyb
som Bøg og Bukkar,
som Skovduens Kurren
og Vaarens Vælde.

Der laa bag Laagen
en gammel Have
med Snerler op
om Stakittets Stave,
med Liljekonvaller og Tulipaner
og langt derinde en lille Sø
med Vandranunkler
som hvide Svaner.

Derinde gik ad en revet Sti
en hvidklædt Jomfru hver Blomst forbi
og bandt under Bryst et Silkebaand
og sukked og saa paa sin hvide Haand.

Ranunkel og Bukkar,
Bøg, Tulipan!
... I Skoven hujer
den vilde Pan!