Hr. Hagbart stod paa Vindebro
og stirred i Gravens Vand,
som Solen sank og Engens Dunst
stod over det grønne Land.

Det Vand i Graven var saa blankt,
der saa han i Øjne to,
som op mod hans og tæt ved hans
saa frydefuldt til ham lo.

Hr. Hagbart løfted sin stærke Arm,
imens han stirrende stod,
og trykkede sagte en Kind mod sin
og smiled to Øjne imod.

'Se,' hviskede han, 'der nede vi staar
malet paa Himmelens Blaa,
som var vi to Engle, der trygt hos Gud
paa to, som de elskede, saa.

Og her vi staar, med Kind imod Kind,
kan føle det varme Blod,
og ser paa de to, som skued vi ind
til Englene for Guds Fod!'

Da drømte sig ind de Skove
i Nattens puslende Fred,
da drømte Hr. Hagbart sin Lykke
dybt ind i Guds Evighed.