(Sorgen den er saa stort et Træ,
men Glæden en liden Plante,
som Aaret igennem uden Læ
paa Grøftetue maa skrante.

Fik du din Plads under Sorgens Træ,
gaa ud til Glædens smaa Tue,
saml dine Hænder og bøj dit Knæ
og skærm den af al Formue.)

Der buldrer en Kaminild i en halvmørk, gammel Stue,
Lys og Skygge flakker over Gulv og under Loft,
— ude ligger Verden fuld af Sne og bitter Kulde,
Ravnefjed og Ulvespor hver Nat staar over Toft.

Den gamle, dunkle Stue er bygt blandt øde Skove,
hvor Lyset fra dens Ruder, som Blod i Muld, forsvinder,
— udenom en Verden af Frost og Ufærd bides,
inde om Kaminen sidder Slægten og dens Minder.

I denne stille Stue, i dette Ødets Hjærte,
det lune, dulgte Tilflugtssted, den Uvejrskræmtes Hi,
hvor alle stride Viljer en Stund saa stille dulmes,
— der bor din milde Visdom, din Digtning, Jonas Lie.

Dig bed vel Livets Barskhed saa haardt som nogen anden,
stak Sylen i dit Hjærte og lod dig bittert klage,
du raabte fra din Stue mod Menneskenes Raahed
— og lagde blødt din Haand i dens, der trak sig skræmt tilbage.

Der lever store Tanker, de sprænger støt sig Veje,
du kender dem og elsker dem af al din stolte Aand,
fordi de bærer Frelsen fra det, som maa gaa under,
— din Længsel er at bygge et Hjærtets Partenon.

Ak ja, — og du har bygget, du Norges rene Græker,
og du har skabt en Skønhed, og den staar stor og herlig,
du er som Birken, fin og hvid, drømt ind i Fjældets Side,
og sprænges der, og kløves der, man hører dit: Vær kærlig!

Det er din jævne Lærdom, saa ligetil, saa vanskelig,
en Sandhed af de tusind paa Livets tusind Tunger.
— Livet præker mangelund, — hver lytter sig sin Visdom til,
— for dig blev denne Brødet for alle Hjærters Hunger.

Din Tro, den faar du hævde, Vi lever, tusind andre,
som fandt, at Visens første Vers det var at slaa til Jorden,
— du digted din som Stjærne ind i skæbnetunge Himle,
— dér staar den evig over dig, du hvide Birk i Norden!