Jeg tror paa, at der findes
en Gud etsteds — i dig, i mig,
maaske bag Stjernerne, maaske
i Støvet paa hver Alfarvej,

en Gud, som væmmes saare
ved alle dem, der bygger Hus
ham og hans Magt til Ære
og kaster sig for ham i Grus,

en Gud, som evigt ynker
hver Sjæl, der ydmygt hylder ham,
fordi han er lidt større
end denne stakkels Verdens Lam,

en Gud, som viger fra dig,
hvis du vil krybe for hans Fod
og raadløs skjule i en Bøn
din egen Fattigdom paa Mod,

en Gud, som stum forstener
for Klage som for Fryderaab
højt over dine Sorger,
højt over dine Haab,

en Gud, som seer — ser evigt
i ubrudt Tavshed, ubrudt Ro,
paa dig og dit og gemmer
hver Gang du græd, hver Gang du lo,

en Gud, hvis Øje følger
din Færd i al dens op og ned
og ved om, hvor du vandt og slap,
saa dømmende Besked,

en Gud, hvis Blik bestandig
ser paa dig, om du vandrer rank
trods dybest Stik, trods ondest Kval,
hvad eller om dit Hoved sank,

en Gud, som ikke skænker
den mindste Hjælp dig i din Nød,
men vil, at du skal bøde selv,
hvad selv du i din Færd forbrød,

at han engang kan skænke
dig Hvile ved sin Side,
fordi du holdt dig selv i Hævd,
hvad ondt han lod dig lide,

fordi du stod saa stolt som han
i ondt og godt, i smaat og stort,
fordi uovervunden
du vandrer ud af Livets Port.