Jeg har et Helgenskrin i Hus,
af Uvejrssus,
af Solens Guld,
af Nat og fattigt Stjernemuld
saa skønt, saa sindrigt drevet:
dér sover som i Helgenblund
hver runden Stund,
mit Liv, som jeg det leved.

Naar for hver stakket Dagens Lyd,
for Døgnets Fryd
og Døgnets ondt
og Døgnets Larmen Verden rundt
mit Sind sig stille gemmer,
da stiger der fra Skrinets Bund
en Højtidsstund,
som sært mit Hjærte stemmer.

Ej Klage, ikke Glædens Glød,
— det er, som brød
en Stjernehær
i stille, stort, livsaligt Skær
frem paa saa høj en Himmel
og stirrer ned paa mig og mit
saa fjernt, saa vidt,
saa evig i sin Vrimmel.

Og hver en Stjerne er et Smil,
et bittert Smil,
et Smil i Fryd,
et Suk, en Sejr, en Klagelyd,
en Drøm, en Graad i Nøden.
Hver Haan, hver Spot, hvert lystigt Haab,
hvert sorgfuldt Raab,
mit Liv i evig Gløden!

Da ved jeg ét, som helligt er,
som helligt er:
mit eget Liv
i ondt og godt, mit egen Liv
og intet uden dette -
jeg staar for Skrinet ond og god
og har ej Mod
én levet Stund at slette!