Der ligger et lidet Værtshus,
hvor Skoven tyndes og Ræven bor,
alle de Ruder er frosne,
og Hovtramp stivnet i Vejens Spor.

Sneen dækker det aabne Land,
og Frosten bider hver Gren,
Ræven lusker om Gærde,
slunker sin Bug og slikker en Sten.

Der sidder i Værtshusets Kammer
en Herre og stirrer i Ildens Skær
og ved ikke, hvor han skal ride
at vinde sit Hjærte en Jomfru kær.

Is dækker alle Ruder,
og slet ingen Blomster i Skoven staar,
alle de Møer i Landet
til Hvile med Solen gaar.

Den Herre sukker saa sagte,
ganger mod Ruden at stirre ud,
men aldrig smelter hans Aande
en eneste Blomst i det blege Skrud.

Og Dagen lider saa hastigt,
og dobbelt ensom gaar Natten ind,
— ude i Skoven ler Ravnen
saa skogrende spotsk af Sind.