Drenge!
Der er intet, der maa vænne
til Forandring sig som Øjet,
det I se med,
I maa lære Jer at kende
den, som I engang saa op til,
i den Stymper, som staar bøjet
og ærbødig lægger Krop til
det, hvis Daarskab før han haaned,
— I maa huske, han er graanet,
... og saa ingen Sinde glemme,
at I først og sidst fik Øjet
til at le med.

Drenge!
Naar I ældre bliver,
og I selv faar lidt og døjet,
— og det hænder! -
og man lokker Jer og giver
— blot I tilstaar, I har løjet, -
Aflad for hvert Hug, I rammed
det, hvormod Jer Vrede flammed,
— Drenge! Usselhedens Sul
skænder mer end Bødlens Hjul!
Renegatens skidne Hæder
er kun Guld paa Stymperklæder,
— Guld, som brænder.

Drenge!
Er der noget, jeg gad lære
Jer til Bunds for hele Livet,
er det Magten
i til sidste Stund at være
tro mod eders Ungdoms Ære,
tro mod det, I — selv alene -
slog for som det rette rene,
35lære Jer for den, som svigter
Borger, Statsmand, Bonde, Digter,
Stodderen i alle Gader,
— om det var Jer egen Fader
kun Foragten.