(Unge Hr. Lasse Fiend er med sin Vaabensmed redet ud i Verden for at jage Lykken og rider en Sommernat gennem Skoven. Der standser ham paa Stien en gammel Kvinde, som tigger sig en Plads foran hans Saddel og faar den. De rider tavse sammen. Den runkne Kærling sidder og stirrer evindelig paa ham. Af og til taler hun til ham. Men den sorgløse unge Herre ser hende bestandig over Hovedet, ud i Sommernatten, og svarer hende intet).
... Der drypper Dug i Skove,
og Uglen flakker over Bul,
de store Træer sove,
og sort staar Urt og Muld.

5Med mørke Skyggeringe
sig blommer Skovens stille Kær, -
en Nattesværmervinge
spændt dybt blandt dunkle Træ'r.

Og det er Midnatsstunden
10saa mørkt bag Løv, saa dugget svalt,
og viden over Lunden
staar Himlen sølvblegt hvalt.

Hr. Lasses Rustning klirrer
ved Vaabensvendens Sadelknap,
15og Græsset sagte dirrer,
hvor Hingstehoven slap.

Da strømmer der saa stille
et Vindpust viden gennem Skov,
som Sølv de Dugstænk spille
20paa Hingstens brede Hov,

de dunkle Kroner sukker
og skilles for den lune Vind,
og Edderkoppen vugger
og vaagner i sit Spind.

25Det er den tolvte Time,
Lyngormen gaber i sit Hi,
for Vinden lydløst kime
Blaaklokkerne langs Sti.

Da ler den Kvind og stryger
30sit Haar fra Kind som Mø i Dans
og bøjer sig og smyger
sit Blik saa dybt i hans.

'Ej, se mig da i Øje
med alt jert Mod, Hr. Lasse Fiend!
35lad se, om I kan døje
et Blik fra runken Kvind!

Stir til, min unge Herre!
Hel rapt I bliver bleg og rød!
I ved vel intet værre
40end Gant med Mø paa Skød!

Hvad heller har I fundet
hel hastig, hvad I længtes mod,
den Hind for Sadel bundet,
som hidsede jert Blod?

45I stirrer og I tier!
ak, I skal ikke alting tro!
mit Øje gemmer Stier,
der sig saa dunkelt sno.

Om nyssen I saa Flammer,
50som vejred vildt og blodrødt hen
og brændte hede Skrammer
i Nattens sorte Lænd,

I ser vel nu at glide
mod Strand saa nattesort en Sø
55og Lykken vildsomt ride
som Flygtning under Ø -

ak! Lykke, som brak Halsen,
og Elskov, som i Aske sank,
og Duft, som under Valsen
60blev giftig Snogestank.

Stir til, du kvindefødte!
nu jamrer som Skønjomfru jeg,
endda jeg flere ødte,
end der bar Svig mod mig,

65og ler, for jeg trods Rynker
endnu paa Junker træffe kan,
hvis Blik saa gyldent synker
i mit som Sol i Vand!

Og har I Svig i Sinde
70hvad heller Tro, som aldrig dør,
I faar i Nat dog binde
jer Hingst blandt Mosens Rør.

Stir trøstig i mit Øje!
det saa saa mangt men aldrig Mand,
75som ikke maatte døje
en Nat hos Snog paa Strand,

den Nat, som brød hans Lykke
og al hans stolte Junkermagt,
til bort han krøb ved Krykke
80i ussel Stodderdragt.

Eja! — hvad er den Lykke
vel værd, I bytter for at se
den Skat fra Dybet dykke,
som volder al jer Ve?

85Og frygter I at sove
i Nat hos mig, min stolte Svend,
I naar en Nat de Skove,
hvor vi to ses igen!

Og frygter I mit Kammer,
90— det Kammers én Gang venter jer,
hvor I skal se med Jammer,
hvem I helt inderst er!'

Hr. Lasses Latter klinger
som Fuglesang mod Skovens Top:
95'Hav Tak, om af I springer
saa rapt, som I sprang op;

til Mø som jer at tage
i Favn er Natten alt for sval!
der er for kort tilbage
100fra nu til Hanegal!'

Da luer under Pande
den Kvindes Blik som Maanens Glans
i Flom ud over Vande,
hvor Bølger gaar i Dans.

105Hel tavs om Haand hun fatter
Hr. Lasse Fiend og knejser rank,
for Bryst sig Særken glatter
og svulmer silkeblank,

den Kind, som Maanen bløder,
110naar frem den gaar en dugget Kvæld,
Aakander gyldent gløder
i Haarets dunkle Væld.

Saa lind en Luftning skiller
hver Kvist i Skov, hver løvet Vaand,
115og tunge Dugdryp spiller
Hr. Lasse over Haand,

den Hejrefjer i Hatten
sig dukker for den lune Blæst,
— da sidder han i Natten
120alene paa sin Hest.

De svedgraa Hingstelænder
de skælver for hans Sporers Dans,
saa blødt endnu ham brænder
den Haand, hun slog om hans.

125Mod Manken smælder Tøjlen,
og Mulen fælder Skum for Fod, -
de dunkle Øjnes Gøglen
den vilder alt hans Blod,

og trindt for Hove falder
130saa mangen Blomst, der stod mod Sky,
saa langt i Skoven gjalder
hans Ridt til Morgengry.

(Hen paa Morgenen naar Hr. Lasse Fiend Kongens Gaard).

Der staar saa høj en Poppel ...
135Den Poppel staar
i Kongens Gaard
og rasler fra den grønne Vaar
til Efteraar med alle sine Blade,
og aander Vinden stille hen,
140 det klinger, som om Spillemænd
tog Gigerne i Hænde,
men blæser det saa haardt, det kan,
det suser som den salte Strand,
hvor Kongens Riger ende.

145Og sank en Stund
hver Vind i Blund,
saa tavs laa Strand, og tavs stod Lund,
dens Blademund
evindeligen hvisker;
150 det lyder dér, hvor Poplen staar,
som traved ind i Kongens Gaard
bestandig Mænd i Vaaben,
og Kongens Søster elsker den
og drømmer mangen Time hen
155 med Glug mod Gaarden aaben.

Knap sytten Aar,
med solgult Haar,
et Blik, hvis blanke Stirren naar
saa langt af Gaard,
160er Kongens unge Søster;
hver Morgenstund, naar Dag gaar frem,
hver Kvæld, naar Svalen flyver hjem,
til Poplens Sus hun lytter
og stirrer bag dens Bladehang,
165 om ej af Hest i Gaarden sprang
en ung og fager Rytter.

I Morgendug
staar Gaard og Glug,
fra Brønden klunker Draabekluk,
170og Blomsterfnug
i Morgenvinden sejler.
I Kammers Kongens Søster staar
og kæmmer tankefuldt sit Haar
med Kam som Fiskefinne;
175 da rasler det af Sværd ved Lænd,
— Hr. Lasse Fiend med Vaabensvend
i Kongens Gaard er inde.

Den Lærkelil
sit Morgenspil
180strør vidt, og Poplens Løv dertil
som Fakkelild
i Morgensolen knitrer,
og som af Hest den Junker staar,
en gylden Kam mod Stengulv slaar
185 i Kongens Søsters Kammer,
og dybt i Nakkens Flom af Haar
to hvide Hænder fast forgaar
som Sne i gyldne Flammer.

Først bleg som død,
190saa purpurrød,
med Jomfrubrystets Liljelød
i Rosen glød
med Særkens Lidse løftet
staar Kongens Søster skjult bag Glug
195 og skælver som en Draabe Dug,
som Morgenvinden vugger,
blødt skilles Øjets Vipper ad,
og Læben som et Frugtblomstblad
mod Læbe halvt kun lukker.

200Med Hundeglam
og Vaabenbram,
med Ædelsten i Kronens Kam
og gylden Ham
gaar Kongen Gæst i Møde.
205 'Ej; ser man det! Hr. Lasse Fiend!
I kommer som den muntre Vind,
der frejdigt stormer Borgen!
Vel mødt til alskens festlig Id!!
I kommer vel for Tidkort hid
210 saa frydelig en Morgen !'

Hr. Lasse Fiend,
med Haar og Kind
bedækt af Støv og Skovens Spind,
saa frank af Sind
215den Konge muntert hilser.
'Jeg kommer, som I ser, med Sol,
og jeg har lét, fra Hanen gol,
og sunget over Enge,
og jeg har prist den lyse Dag
220 og er parat i muntert Lag
at prise den fuldt længe!'

Den Konges Hal
er fyldt med Gjald
af Sang og Prat og Vinens Fald
225i gylden Skal
og Latterklang om Borde;
Hr. Lasse Fiend er bænket bedst,
ham sidder Kongens Søster næst,
og Ord saa hedt forfløjne
230 staar om hans Mund som Morilds Skum,
men Kongens Søster sidder stum
med store, blanke Øjne.

Hr. Lasse ler,
Hr. Lasse be'r,
235Hr. Lasse sukker mer og mer,
bestandig ser
mod Vindve Kongens Søster
og sidder i sit hvide Lin
en nysudsprungen Lilje fin,
240 som strunk i Dagen knejser.
Da raaber Kongen fra sin Stol:
'Hr. Lasse! Pris os Dagens Sol!'
Og Lasse Fiend sig rejser.

Hel rank han staar,
245det dunkle Haar
mod Krappekravens Guldsøm slaar,
og langs ad Laar
den lette Kaarde slingrer.
— Da blegner sagelig hans Lød,
250 sært Flammer Øjets dunkle Glød,
og tøvende han stammer,
og da tilsidst hans Røst faar Klang,
den klinger vegt, som om han sang
helt fjernt i ensomt Kammer.

255Dæmrende Dag!
Rosenblommede Gry!
Jorden lys som Sølvmor,
og Solskred i Sky!

Engen hvid af Dug,
260skinnende hvert Straa,
Nattens blege Himmel
havfri, høj og blaa;

alle Farver vakt
Snogen under Tjørn
265synlig for den vaagne
himmelstegne Ørn ...

Ej saa fejer Fryd
ved jeg mer at naa
som at se for Spange
270morgengylden Aa,

ej saa fejer Fryd
som at lytte til
Morgengryets Lærkers
lystelige Spil!'

275Hel hvid om Mund
saa tavs en Stund
han stirrer imod Skaalens Bund,
hvis gyldne Grund
som Sol bag Vinen lyser,
280 saa griber han den Skaal om Fod
og løfter den sin Mund imod
med Haand, som sagte ryster,
og skyder den ad Bordets Bræt
og staar i samme Aandedræt
285 vendt imod Kongens Søster.

'Ak! I er hvid som Dagen!
I straaler som det lyse Gry!
se paa mig, Kongesøster,
at jeg kan le paany!

290Jert Haar saa gyldent rinder,
som Aaen randt i Morgenglans!
— ifald I vil se paa mig,
I fryder al min Sans!

Ak! vil I det slet ikke,
295og fylder det jer sært med Gru,
jeg stirre vil paa eder
saa lang en Stund endnu!

Min kongelige Jomfru!
Ak, er det jer for stor Umag,
300jeg stirre maa paa eder
den hele, lange Dag!'

Da staar fra Bord,
mens alskens Ord
Hr. Lasse Fiend for Læbe gror
305i fagert Flor,
den Konges unge Søster
og løber gennem Salens Sol,
mens Kongen ler i gylden Stol
og stryger sig om Hagen,
310 og langsomt løfter sig langs Bord
et lydt og lystigt Latterkor,
der runger gennem Dagen.

Men højt i Gaard,
hvor Gluggen staar
315paa Gab mod Sol, sit køle Haar
om Kinde slaar
den Konges unge Søster
og stirrer ud i Poplens Løv,
som ler i Solens Straalestøv
320 saa lyst som Græs i Enge;
og Vinden aander stille hen
og suser blødt, som Spillemænd
strøg sagte over Strænge.

Og det er Kongens Abildgaard,
325saa hvid af Blomst hver Abild staar.

For Sommerdagens lune Vind
de Blomster skælver ud og ind,

som vugged over alle Træ'r
saa hvid en Sommerfuglehær.

330Hvor Abildskyggen Græsset naar,
Hr. Lasse Fiend blandt Blomster staar,

og lænet mod en Stammes Mos
den Konges Søster er ham hos

og ser paa ham skønjomfrustolt
335og spiller med en Rose Bold.

(Der tales Hr. Lasse Fiend og Kongens Søster ved, han i stor Elskov, hun pur ung og drilsk, — til han i Vrede søger sin Hest og jager videre).

Og det er Kongens Abildgaard,
hvor Græsset højt i Skyggen staar;

dér rødmer for den Abilds Fod
340en sønderplukket Roses Blod:

og det er under Borgeled,
den Konges Søster staar derved

og stirrer mod den bløde Muld,
som staar af friske Hovspor fuld,

345og stirrer ad den dunkle Sti,
til Dagen den er helt forbi,

og Natten under Skove gror
og sletter alle Hoves Spor.

(Hr. Lasse Fiend i Staden).

350Aldrig saa man Mage
til en Værtshusgaard!
Druer over Tage,
Fest det hele Aar!

Stadens Stormænd stævned
355did fra Gry til Gry,
aad og drak og levned,
sov og aad paany.

Vinen klang i Kande,
svam i Karm og Krog,
360mangen svedig Pande
imod Gulvet slog,

skinned føje efter
som en Sol for Bord,
Stadens Stormænds Kræfter
365stod i bedste Flor.

Kom dertil, at flytted
én blot sin Pokal,
klang det, saa man lytted
fast af Fryd sig gal,

370og om to i Følge
deres Bægre svang,
slog der op en Bølge,
som om Klokker klang,

alle Stadens Klokker
375i saa sagte Graad,
som naar Elver lokker
under dugget Baad ...

Det er Nattens Maane,
sejler frem bag Sky,
380alle Ruder blaane
i den store By.

I sit Kammer vaager
tavs Hr. Lasse Fiend,
gennem Hornglug taager
385dæmpet Maanens Skin.

Hvor dens Skimmer sitrer,
sidder ham for Fod
Mø, hvis Haarbrus glitrer
rødmende som Blod;

390vinfyldte Pokaler
staar i Gluggens Karm,
sølvbleg Maanen maler
deres gyldne Barm.

Det er sig den Junker,
395stirrer paa den Mø,
mens som Maanens Funker
tyst de Timer dø;

sidder tavs og vugger
Citer over Fang,
400saa de Strænge sukker,
som om Natten sang;

griber saa helt stille
i det klinge Spil,
tager til at spille,
405synger dæmpet til.

'Og da den Herre vendte sig,
hvor Aa i Enge rinder,
den Jomfru stod ved Borgeled
saa bleg om begge Kinder.

410Og da den Herre vendte sig
ved Skovens første Bøge,
han saa saa fjernt et Øjepar
blandt Skyggerne ham søge.

Og da den Herre vendte sig
415for sidste Gang og stirred,
han saa ej, hvor den Jomfru stod,
hvert Straa for Blik ham dirred.'

Det er sig den Herre,
fritter med sit Blik,
420'Sisken! Ak, desværre
Visen mig forgik!

Ved du mon at finde
Lyst endda derved?
— stod du nogen Sinde
425selv for Borgeled?'

Glatter under Hænder
rapt den Mø sit Haar,
'Ved jeg vel, I kender
eders Siskens Kaar!'

430Det er Citrens Strænge,
kvidrer lydt i Kor,
som naar vidt om Vænge
Spurveflokke fo'r.

'Liden Sisken, slider
435du ej Sko for Led,
bedst jeg Sisken lider,
hvor jeg Sisken véd!

I en Bod ved Havnen,
ung og svaj og brun
440og med Jomfrufavnen
fyldt af Duedun!

Led du ej den Vise,
som af Hu mig sprang?
bi, saa skal jeg prise
445Sisken i en Sang!'

Det er de smaa Strænge,
kurrer dulgt derved,
som naar under Længe
Duer slaar sig ned.

450'Sisken! se paa mig, nu, mens Maanen skinner!
Torvebarn! Sisken med den svulmende Lænd!
Dine Øjne er som Stadens dunkle Brønde,
dybt, dybt i dem perler Maanenatten hen!

Du, som elsker de hvide,
455 vilde, skinnende Snerler,
Sisken! kunde du lide
at pynte dit Haar med Perler?

Perler! Ak, hvad pryder alle Perler!
Du skal gaa i Haver under Knopskæls Drys!
460aldrig vinder du dit Haar saa fagert Smykke
som de gyldne Knopskæl og din Elskers Kys!

Sisken! Ved du et Smykke
som Frugtblomstblade, der falder
tyst i en Abildgaards Skygge
465 mellem hvide Konvaller?

Ak! Nu sortner Natten alle hvide Blomster,
i alle Kongers Lande Dagen er død!
Ene fra dit Bryst, det solbrændte, nøgne
stiger al dens Aande, dens Duft og dens Glød!

470 Solen, Solen er dalet
bag dine Brysters Høje!
Som Aftenhimlen staar malet
med blege Stjerner dit Øje!

Der er skært og lyst i Abildgaarden!
475Lifligt som en evig Morgen! Gyldent Spind
vinder sig om den, der ung og ensom vandrer
under Abild, elskovsitrende i Sind!

Og jeg elsker, maa du vide,
og min Hu saa gyldent spindes,
480 drømmer imod Morgentide
fagrest, fagrest Drøm, som findes

Er det imod Morgentide, Sisken,
eller kogler dine Øjnes Dæmringsstjerne?
Ak, hvad Magt har dine arme Øjne,
485at de vækker, hvad jeg drømte gerne?

Syng imod Himlen som Lærken
ved lyseste Middag, Pige!
Stryg fra din Skulder Særken,
at Solen atter kan stige!

490Sisken, dine Tænder skinner som en Lækats!
Dine Øjne gløder som en natlig Brand!
Ved du ej, at aldrig Rovdyr bandt sit Bytte
halvt saa tæt, som Mø med Elskov binder Mand?

Græd for min arme Vise,
495 ingen af os den trøsted!
Stoltere skal dig prise
et eneste Kys paa Brystet!'

Over Gulvet lyser
Gluggens Maane mat
500som en Sø, der fryser
hvid en Vinternat.

Det er Strængelegen,
slaar mod knastet Fjæl,
klinger som en svegen,
505bristefærdig Sjæl;

alle de smaa Strænge
funkler sølverspændt,
som naar Bæk i Enge
risler maanetændt.

510Rapt den Junker fælder
Knæ for Jomfrufod
og sit Hoved hælder
hendes Bryst imod.

'Sisken! Lille, arme
515Pige! Vug dig ind!
Skænk din milde Varme
mit forkomne Sind!'

Famlende og stille
stryger hun hans Haar,
520som naar sommermilde,
Pust langs Græsset gaar.

'Ved I, Grøftens Snerler
fejrest pryder mig,
alle eders Perler
525lidet lyster jeg!

Har I kær en Pige,
som jeg aldrig saa,
tør vel hun jert rige
Perlesmykke faa!

530Jeg er glad alene
for jert Kys en Nat
under vaade Grene
i et dugget Krat,

thi jeg elsker eder,
535Herre, hvem I er!
Hvor jer Seng I reder,
kommer jeg til jer!'

Over Gulvet spinder
Maanen blegt sit Skær,
540som naar Rimfnug skinner
over islagt Kær.

Blødt den Junker fatter
hendes brune Haand,
sagtelig han glatter
545Særkens skøre Baand.

'Om du mig vil møde,
naar min Hu fandt Fred,
maa jeg Sisken støde
med min Daggert ned!'

550Drager hun med Latter
lindt sin Haand til sig.
'Ikke før I atter
sov en Nat hos mig!'

Det er sig den Junker,
555staar for hornet Glug,
hvor de Maanefunker
spiller over Dug,

griber de Pokaler
med den dunkle Vin,
560røde Vindryp maler
Gulvets Maanelin,

byder saa med Gammen
Mø til Hilsen an,
støder sagte sammen
565de Pokalers Rand.

Underligt det klinger
i den tavse Nat,
som naar Havet ringer
over sunken Skat,

570underligt det sukker
for den blege Glug,
som naar Skoven vugger
for et Vinddrags Suk.

'Sisken!' tyst han mæler,
575'Sisken! Hører du
Klang af Kys, som fjæler
sig bag Nattens Gru!

Rundt i alle Lande
ligger Mand hos Mø,
580kysser snehvid Pande,
drømmer sig at dø,

drømmer sig at slukkes
i et Favntags Lyst,
mens hans Øjne lukkes
585mod et Jomfrubryst,

kysser Haar, der kruser
gult sig over Kind,
medens Lykken bruser
vildt i alt hans Sind,

590knuger blanke Arme
med sin Næves Kæl,
medens Livsens Varme
koger i hans Sjæl,

kysser sig sin Lykke
595til for Evighed
ved det Kys at trykke,
som han fejrest véd!

Sisken! Dine Arme
er som glatte Siv,
600lidet kan de varme
for det hele Liv!

Sisken! Dine Øjne
er som Duggens Spil,
alt for nattenøgne,
605alt for lige til!

Har jeg hos dig sovet
mangen hastig Stund,
dyrt min Sjæl jeg voved
mod din hede Mund!

610Ej du evned tage,
hvad der binder mig,
lidet kan du klage,
om jeg sviger dig?'

Tyst den Mø sig rejser,
615træder ham imod,
let i Natten knejser
hun paa nøgen Fod.

'Tror I mig at svige,
om I fra mig gaar?
620Ak, Hr. Junker, lige
kruset gror mit Haar!

Lige solhedt kløfter
sig mit nøgne Bryst,
lige evig løfter
625sig mod jer min Lyst!

Thi jeg elsker eder,
nævner jer for min,
om saa Seng I reder
hos jer Frue fin!

630Var min Magt saa ringe
mod jert Junkersind,
én Gang skal jeg springe
i jert Kammers ind!' -

Som naar Skovens Hasler
635for en Frostnats Vind
isbedækte rasler,
ler Hr. Lasse Fiend.

'Hørte jeg den Trussel
før af troldet Kvind!
640alt for arm og ussel
blev den længst mit Sind!

Lyster du at træde
for min Frues Seng,
skal en Nat du græde
645hos min Falkedreng,

øde dér til Grunde
al din Elskovs Skrud,
inden Borgens Hunde
flaar din Strube ud!'

650Løfter han for Munden
den Pokal med Hast,
tømmer den til Bunden,
knuger den saa fast,

svinger den, saa lønlig
655Klang fra Guldet slaar,
som naar dulgt og bønlig
fjerne Klokker gaar,

svinger den, saa Susen
fylder Kamrets Fred,
660som naar Skovens Brusen
gjalder langt af Led.

Elveridt jeg red mig,
hvor den Skovbæk gik,
under Hjærtet sved mig
665Elvermøens Blik!

Kongebarn jeg fandt mig,
ret som Hanen gol,
Urt for Hjærtet bandt mig
hendes Øjnes Sol,

670volder, at jeg længes,
hvor min Vej saa gaar,
mod i Bur at stænges
bag et gyldent Haar,

volder, at min Latter
675løfter sig saa lyst,
hver Gang Elver atter
aander mod mit Bryst ...

Se! nu hvisler, skælver
Maanens hvide Skær!
680Nu er Nattens Elver
mig saa lønlig nær!

Dine Øjenkroge
skumrer som en Lund!
Hvide Elver taage
685op fra Blikkets Bund!

Og din Pande lyser
blegt i Maanens Skær,
og mit Hjærte fryser
som ved Skovens Kær!

690Gaa, du klamme Øgle!
Eddergyldne Trold!
Aldrig skal du gøgle
mig i Elvervold!'

Slynger han det Bæger
695hendes Bryst imod,
sagte sig bevæger
Maanens blege Flod,

gennem Disen flammer
Bægrets Stjerneskud,
700luende det rammer
Brystets Rosenhud,

slaar mod Gulv og klirrer
som et staalbrudt Stik;
stift den Junker stirrer
705mod den Jomfrus Blik,

hvisker hæst og stille,
som et skovskjult Siv
hvisker for den Kilde,
der blev alt dets Liv.

710Efter Kvinder red jeg,
længtes dem imod,
snart hver Kvinde led jeg,
snart blev hver mig god!

Maatte jeg dem knuge
715med al Elskovs Magt,
at jeg kunde suge
til mig Solens Pragt,

— evig dog mig møder
fra hver Kvindes Blik
720sælsom Glans, der øder
ondt, hvad Fryd jeg fik!

... Ved jeg mig et Blik, som
brandt som klaren Dag,
lyste, saa jeg gik som
725under solhøjt Tag,

mægted mig at fælde
Morgenguld i Sind,
brændte Solens Vælde
i mit Hjærte ind,

730— traf mig dog den samme
elverblege Glød,
vidste dulgt at ramme
al min Lykke død,

lued som en ilde,
735elverbrygget Drik,
vidste mig at vilde,
saa min Fryd forgik,

lokked mig saa saare
med sin Midnatsmagt,
740som blev død paa Baare
jeg til Elskov vakt

som om dybt i Mulde
Kistens Fjæle sprang,
at jeg juble skulde
745paa et Jomfrufang,

nemme fuldt den Vælde,
som jeg aldrig fandt,
blev jeg graa af Ælde,
rig paa Elskovstant,

750og min Længsels Veje
svam som svulmet Aa,
og jeg svor at eje
Møen, som jeg saa -

Gaa! Du arme Kvinde!
755— Lærte Du mig Trøst
stakket Stund at vinde
ved dit hede Bryst,

i dit Øjes dunkle,
dybe, svale Brønd
760saa jeg Gløden funkle
maaneblegt i Løn!

Alt, hvad jeg har vundet,
æder mig saa gramt!
Elver har mig bundet,
765Elver har mig ramt!' -

Bliver der saa stille
i den Værtshusgaard,
blødt mod glugbrudt Pille
Vinløvs Dugdryp slaar.

770Da gaar over alle
Nattens Lyd en Klang,
som om Klokker falde
i med sagte Sang,

alle Stadens Klokker
775i saa sagte Graad,
som naar Elver lokker
under dugget Baad;

gennem Natten baner
sig saa lydt den Klang
780— og dør bort, som Svaner
fjernt mod Skov sig svang.

I sit Kammer vaager
tavs Hr. Lasse Fiend,
under Maanetaager
785brænder Kys hans Kind. -