Det blæser ude,
nu er Regnen kold,
alting grimt og sølvvaadt,
Dagen graa og gold.

Under Havens Buske
vaade Tudser glo,
Rosenbedet dukker
sig i vissen Ro,

min Reseda kryber
som en mager Snog,
hvor den nylig svulmed
i sin Solskinskrog,

alle Lindens Blade
vender Vrangen ud,
krænger sig og krølles
for den mindste Slud.

Eneste en enkelt
Stedmoderblomst staar strunk,
blaa og dyb og dunkel
i sin vaade Prunk,

som al Nattens Mørke
i en Blomst blæst ind,
med en enlig Stjernes
Guldgraad paa sin Kind.