Det var først paa Foraarstiden
og en Solskinsdag som denne,
— kan du huske? — vi gik sammen
mellem Skovens nøgne Stammer;
5der var lyst og stille, lyst og
tyst som i et Tempelkammer,
og vi drømte os, at Skoven
den blev ved til Verdens Ende,

og du gik og sang og fæsted
i dit lyse Overstykke
Anemoner, medens Vinden
hvisled i de nøgne Kroner, -
kan du huske, hvor vi elsked
dette Mylr af Anemoner,
der var unge som vor Elskov,
der var hvide som vor Lykke.

Ved du, at de lange Dage,
som er ledet langsomt siden
og har fældet Sne og isnet,
isnet ind i Hjærtets Kroge -
ved du vel, hvor fjernt den fejes
deres vintertunge Taage,
nu den unge Sol har lagt sin
Guldsti gennem Foraarstiden;

ved du, at dit Øje lyser
som de hvide Anemoner,
ved du, at din Stemme synger,
at din Latter stille jubler
som den Dag, vi gik i Skoven -
ved du, at dit Haandtryk kupler
over Hjærtet Foraarsskovens
lette solskinfyldte Kroner?