Naar Solen synker,
og gyldne Skyer smykker Aftnens Himmel,
mens halvt i Blund en ensom Vildand klynker
i Mosen skjult bag Rør i vissen Vrimmel,
jeg vandrer ud, hvor Foraarsnatten fødes.

Da er al Jorden stor,
Mark, Engdrag, Skov og fjerne, dunkle Gaarde
som tyste Skygger aandeagtigt gror
og skumrer hen, som steg ved Dagens Baare
al Jordens Sjæl frigjort mod Jordens Himmel.

Og i den dunkle,
den stille Aften, hvor alt Dagens viger,
mens Nattens Stjerner dukke frem og funkle,
saa rig en Himmel over Jorden stiger,
som ingen Dag i al sin Pragt den kupler.

Ej Dagen hvælver
en Himmel, der saa fast er Jordens Eje
og favner om den, som det Mulm, der skælver
af Stjerner højt hen over Jordens Veje
og slutter alle Veje i sin Favn.

Og er det Vaar,
og alt, som lever, løftes fra sit Leje,
da brister ogsaa alle Sjælens Saar,
og bittert fylder dig hver Sorg, hvert Savn.