Hver lys Skærsommernat, naar Jorden sejler
igennem Rummet sølverhvid af Dug,
i Nattens Dæmringsdyb et Perlefnug,
der Himlens Hvidhed i sin egen spejler -

hver lys Skærsommernat, hver dughvid Time,
mit Liv sig løfter fra den tavse Jord
og stiger om mig som et Taageflor,
der huser mine Drømmes Sølverstime,

og langsomt bølger det, i Drift, i Dvælen,
og skjuler Vejens flade Flod af Støv
og skælver som en Skov af sølvhvidt Løv,
mens Nattens Dug mig rinder gennem Sjælen.