Jeg staar ved Foden af den gule Skrænt
og stirrer paa det hvide Hus deroppe,
der løfter sit Mansardtags mørke Tegl
imellem et Par nøgne Lindes Toppe.

I Vest staar Aftenhimlen klar og kold,
og Markens Raager er mod Skoven fløjne,
og Husets Ruder spejler Himlens Skær
og skinner blankt, som store, blege Øjne.

Det er som disse Rudeøjnes Blik
i ensom Armod mit i Aftnen søger
og binder det til denne blege Mur,
over hvis Hvidhed ingen Skygger spøger.

Jeg ser en enlig Stjerne gløde gult
fra Himlens Dyb bag Lindekronens Grene,
al Lyd er død med Vinterdagens Sol,
og i den stille Aften er jeg ene,

alene med dit Navn i Sjælen gemt,
du tavse Flygtning fra den store Stimmel,
du Ensomhedens skræmte, syge Barn
med Sindet blegt som Vinteraftnens Himmel;

du, som mig fulgte tavs, naar Solen sank
og Skumringsmørket skjulte Mark og Veje,
mens tung af Mismod, pint af Tvivl din Sjæl
sig vred paa Kunstnerglædens Tidselleje.

Det er dit Blik, hvormed de Ruder ser,
det er din Sjæl, der rejser sig derinde
bag Muren i det øde, hvide Hus
paa Skrænten mellem nøgne, visne Linde.

Og Himlen mørknes over Tagets Tegl,
og Stjernen gul bag Lindens Krone brænder, -
det er, som drog mig mod det øde Hus
to skælvende, to feberklamme Hænder.