Der var en Prins, og det var mig;
han fødtes under Lykkens Tegn,
men da han kunde gaa, hans Vej
ham førte ud i idel Regn;

han vilde Lys, han sprang mod Sol,
løb evig efter Solopgang,
men om han jog fra Pol til Pol,
bestandig Regnen om ham sang.

Og faldt der Sol en stakket Stund
om, hvad hans Hænder hastigt greb,
bestandig fra hans Hjærtebund
de sørgeligste Sange peb.

Faldt i hans Hænder Livets Guld,
lo mod hans Øje Lykkens Glans,
bestandig saa hans Sjæl kun Muld,
og Haanden bar en vissen Krans.

Og dog — dybt i ham ligger gemt
en Tro paa Livets gyldne Brus,
en Stræng, der sagte bæver, stemt
til Sang om Solblæsts Sejersrus.

Og maa han jamre, klage dybt
for, hvad han evig om sig ser,
han ejer i sin Sjæl en Krypt,
hvor Morgenbrisen solfrisk ler.