Dér strøg du, Fugl,
saa tæt forbi min Lænd!
— Kom, du lille Lærke,
kom igen!

Mit Bryst er bredt
som Engene dernede,
— kom og byg dig ved mit
Hjærte Rede!

Er du angst for
mine laadne Hænder?
Ak, de voksed fast mod
mine Lænder.

Jeg er stiv som
Is og vissen Gren,
mere stille end en
Afgrunds Sten.

Fugl du flyver!
Bli'r du tavs og tom,
naar du ikke længer
strejfer om!