Det knitred frem, det blussed op derude,
hvor Folket stille mødes Mand med Mand,
der faldt et Skær paa hver en Hytterude
som Ild fra Solnedgangens Purpurbrand;
og Skæret laa i Blinken over Vandet
med hede Straaler imod Himlen spændt, -
det var ifjor. Da bredtes over Landet
det Bud, at Slottet, Kristiansborg, var brændt.

Paa Nattehimlen stod en Krone tegnet
saa gyldent glødende og flammeblank,
at Hytterudens Skær derude blegned,
og Branden, som i Folket ulmed, sank;
hver Mand til Æresvagt om Slottet stilled
og stod der tavs, til Morgenlyset skar
i Øjet ham og strøg det Flammebilled
af Kronen, som den mørke Himmel bar.

Men Morgnens Lys var en Oktobermorgens
høstkolde, blege, taageslørte Skær,
og Folket trak sig hjem, og Kongeborgens
forladte Tomt laa hen for Vind og Vejr;
ind over Landet jog de svære Byger
med Hagl og Blæst og vinteragtig Slud,
et saadant Vejr, som alle Solglimt stryger
og fejer Somrens sidste Rester ud.

Den kolde Storm for frem med Junkerbrammen
og øved Voldsfærd mod det hele Land
til, næret af dens vilde Vindstød, Flammen,
der før laa ulmende, slog ud i Brand;
og Stormen lo hoverende og strø'de
i trodsigt Overmod dens Gnister ud, -
det brænder Landet over nu med røde,
blodrøde Luer, tændt paa Stormens Bud.

Og Branden gløder ind i Nattehimlen
et Skær, som svider Øjnene til Graad, -
men Stormen hvirvler rundt i Glødevrimlen
og jager Røgen op og hujer kaad.
Du stærke Storm! er da dit Maal at blotte
en øde Tomt, der staar fra Nattens Brand,
hvor der er brændt mer end Alverdens Slotte:
et Sprog, et samlet Folk, et Flag, et Land?