Den stille, ensomme Mose
mod Aften staar bleg og klar
med Solens glødende Rose
som eneste Blomst bag Glar.

Et gulnende Birkeblad svæver
ned fra den spejlende Kyst
— fra dybe Riger sig hæver
et andet uendelig tyst.

Alle de Efteraarsskove,
der gror mod Himlen i Glød,
som sitrende Drømme sove
paa Aftenvandenes Skød.

Mosen — den er som et Øje,
der alting i Verden ser,
spejler Bøgen den høje
og Breddens skridende Ler.

Nu er Efteraar inde
visnet staar Blomst og Bøg,
Sommeren er kun et Minde,
dens Færd en falmende Spøg.

Mosen er som et Øje,
gemmer hver Stund, der led
spejler det lave, det høje
i drømmende Evighed.