Jeg skimter gennem Mørket Tag ved Tag,
og under Vinternattens lave Himmel
ser Rækker jeg af sorte Skorstenspiber,
der stift som Støtter Mørkets tunge Lag
med deres brudte Murstenspiller striber.

Saa sort en Nat! Det kolde Mørke staar
i Mur der udenfor mit aabne Vindve,
men sært det synes mig, som rundt i Gyder
og i hvert asfaltdækket Storstadsgaard
kun Sorg paa Sorg i Vintermørket skyder.

Jeg ser det sindigt under Mulmet gro
og kuples til en Skov med sorte Kroner,
der lægger sine tunge, klamme Blade
op mod hver Rude, skyggende til Ro
i evig Tryllesøvn de sidste glade.

Jeg ser saa sært den hele Storstad død,
som Tornerose under Løv begravet,
men ingen Prins, som vove vil at kalde,
som blot en Rift vil flænge i sit Kød,
at denne tunge Blademur kan falde.

Jeg sidder hvileløs og stirrer ud
i dette Mulm, som stakket fjæler over
al Livets Kvide, al dets Lykkeøden, -
og mindes én med Tro paa Livets Gud,
men med en Sjæl bedrøvet indtil Døden.