Jeg har set dig, jeg har hilst dig.
Det var dybt i Tøbrudskoven;
der klang Vandløb over Bunden,
og der sang en Fugl foroven.

Du kom mod mig, gik ad Stien,
hvor det hvide Snelag smelted,
og vi mødtes, hvor en Stamme
laa af Vinterstormen væltet.

En af Stammens stride Grene
greb din Kjole, bandt om Fod dig,
og jeg hjalp dig, gav dig Haanden,
og du rødmed og forlod mig.

Men jeg saa dig, da du stod der
fanget af de vaade Grene
med din Haand i min og rødmed.
Det var Sol, og vi var ene.

Dine Øjne saa i mine,
— dine var som bløde Skygger,
som de bløde, bange Skygger,
Skoven imod Foraar bygger,

og din Rødmen var som Solens,
naar en Morgenstund den stiger
og veed ikke, om den finder
endnu Is om Jordens Riger.

... Jeg har stængt mit Kammers Døre,
stillet ved min Ovn min Stol,
ude drypper alle Grene,
pipper Spurvene i Sol,

og jeg stirrer ind i Ovnen,
hvor de røde Gløder lyser,
og jeg bøjer mig imod den,
stirrer i dens Ild og fryser.