Naar jeg ser paa dig — hvor hvid du staar
under Skygger, der sig dystert hvælver,
gennem Hjærtet mig en Sitren gaar,
som naar Soldis over Enge skælver.

Det er dig — og ud fra Nattens Sal
skrider du mod den, dit Hjærte kaared,
ud fra Skyggeverdens sorte Dal
som en Euridike, elskovsbaaret.

Og det er mod mig, du træder tyst,
og det er paa mig, dit Hjærte kalder,
og det er, som fra dit Billed lyst
Foraarssol paany omkring mig falder.

Clara, du min egen hvide Hind,
paa dit Billed ser jeg tusind Gange,
elsker dig af al min Sjæl, mit Sind,
vil blot et — min Hind ind til mig fange.

Er dog angst, — du staar saa skær og fin,
ren som Dug paa aldrig slagne Enge,
— før jeg kalder dig til fulde min,
maa paa Pilgrimsfærd jeg vandre længe.

Men jeg ved, hvor Paradiset er,
og en Morgen staar jeg for dets Porte,
da først ved du, hvor jeg har dig kær,
da først er de sidste Skygger borte.

Kysse dig paa Haanden tør jeg vel,
kalde min dig, naar jeg paa dig tænker,
— jeg vil ikke dø, før al min Sjæl
aabent mig til dig for evigt lænker