Der sidder i min Stue
en Hund og hyler ilde,
for Skodderne er lukkede,
og det er mørkt og silde.

Den sidder tæt ved Døren
og klager sig og græder,
for den vil ud i Mørket
og øve Nattens Glæder.

Derude lusker listigt
en anden Hund om Huset,
og denne anden har diskret
til Havedøren snuset.

'Hold Munden, Hund! Sid ikke der
og stir saa ømt paa Laasen!
Slaa dig til Ro, for du og jeg
vi bliver her i Baasen!

Sid ikke der som en Vignet
til en tungsindig Titel,
du ligner altfor ækelt
et elskovssygt Kapitel!'

Men Hunden lystrer ikke,
den hyler fort og jamrer.
'Dit lille Bæst! Hvor stædigt
dit Hundehjærte hamrer!

Kan du da ikke tie
og tæmme dine Længsler?'
Men Hunden ser tungsindigt
til Havedørens Hængsler.

'Ak, lille Hund! saa løb da
hvorhen dit Blod dig kalder!
Jeg glemte, du er Hvalp endnu,
og jeg saa sat af Alder!

Nu skal jeg aabne Døren
for al din arme Klage,
— men Fanden ta' dig, kommer du
ej hvalpeglad tilbage!'