Du er kommet, og du sidder
med din Haand i min,
men din Kind er bleg som Maanens
Skær i mit Gardin.

Du er atter kommet til mig,
men din Mund er lukt,
kun naar vore Øjne mødes,
smiler du saa smukt.

Og vi taler ikke sammen,
tier begge to,
om os drømmer Maanenattens
vemodfulde Ro.

Men da før en vaagnet Ugle
i min Have skreg,
skælved du, og dine Hænder
bort fra mine veg,

men du greb dem atter hastigt,
... ak! hvor er din Haand
blevet klam og veg,
som sad jeg ene med en Aand!