Ak, Florenz, Florenz, alle dine Kampe!
Jeg kan dem udenad, de er forbi.
Jeg ræddes for den syge Fantasi,
der skaber dem paany af Arnos Dampe.

Der skinner i Fiesole en Lampe,
den bygger over Dalen mig en Sti
af hundredfoldig mere Poesi
end den, der i din Saga staar i Stampe.

Langt mere elsker jeg den Mandolin,
der klimprer løs hver Aftenstund i Gaden,
din Æselskryden og din sure Vin,

en Lygtes Blafren mod Paladsfacaden
og dine Bjærges sarte Taagelin
som nu, da Maanen stiger over Staden.