Vil du den sande Lykke finde,
din Sjel da være Dyden huld!
Du aldrig lade dig forblinde
af borget Hæder, Vellyst, Guld!
Søg ei at blænde Mængdens Øie;
men frem i Løndom Brødres Vel,
da signer dig den Evighøie
med stille Bifald i din Sjel!

Dig Dydens milde Ro skal følge
hvert Skridt du gaaer paa Banen hen;
som Ven paa Land, som Ven paa Bølge,
i Dødens sidste Blund som Ven.
Dyd styre dine Fjed til Hæder,
og du skal naae dens sande Maal!
I Vel den lutrer dine Glæder,
i Vee den giver Mod og Taal.

Knyt, milde Dyd! vort Samfunds Kjæde!
Led, Viisdoms Aand! vor Iid til Gavn!
Lær os det sande Brug af Glæde,
det stille Taalmod ved dens Savn!
Ved Eder skal vor Bane være,
endog imellem Torne, skjøn,
og hver en Frydefest skal lære:
Lyksalighed er Banens Løn!