Samles her til milde Glæder
hver en Alder, hver en Stand!
Ærligt Venskab, blide Sæder
binde trofast Mand til Mand!
Hædret her den Ædle være,
han, som gavner Land ved Daad;
Hædret hver en Mand af Ære,
Kongens Kriger, Kongens Raad!

Helligt være Eders Minde,
Fødelandets tunge Savn!
I, som holdt det Held, at vinde
Borgerkrands ved virket Gavn.
Jer formørker ingen Alder,
(Dydens Roes ei Smuldrer hen):
naar løgnagtig Marmor falder,
Eders Minde staaer igjen!

Mandig Frihed, sæt din Trone
i vort Samfunds ringe Boe!
Nids og Selvraads vilde Tone
ei forstyrre Samfunds Roe!
Sang oplive Glædens Bæger,
Brøder-Venskab adle skjemt!
Og, hver gang os Druen qvæger,
Armod aldrig vorde glemt!

Fylde hver sit Glas til Randen,
Brødre, det er Klubbens Skaal!
Dyd og Viisdom hædrer Manden,
denne Hæder er vort Maal;
den skal Klubbens Støtte være,
som den er vort Hjerte kjær:
Skaal for hver en Mand af Ære,
som her var, og endnu er!