Mildt, som Aftenstjernen, smile
sande Glæder til os ned!
de forskjønne Mandens Hvile,
og belønne Dagens Sveed!
Ham hver ædel Broder møde
med uskrømtet Favnetag,
og en rolig Aftenrøde
slutte den anvendte Dag!

Sjelens blide Fred forsamle
i fortrolig Vennekreds
Yngling, Manden, og den Gamle,
med den svundne Dag tilfreds!
Ved dens Harmoni forsvinde
Forskjel mellem Stand og Aar!
Her graaiset Olding minde
glad sin Sommer og sin Vaar!

Ædle Venskab! du vor Hæder,
stadig du iblandt os bo!
Adle du vort Selskabs Glæder,
og befæst vort Hjertes Ro!
Du, som vore Hjerter byder,
dig til Ære, synge Vi:
ædle Venskab! Intet bryder
dine Sønners Harmoni!