Lad Aaret komme, Aaret gaae,
vor Glæde vil vi nyde,
og vorder da vor Isse graa,
os Mindet dog skal fryde.
Svandt end en Dag med Kummer hen,
med Taalmod vil vi lette den!

Vær Glad, imens din Vaar er blid,
dens Dage faa kun ere!
Og i din Efterhøstes Tid
dens Minde kjert dig være!
Men vil du møde glad din Dag,
fuldend din Aften uden Nag!

Du, Venskab! bandt vort Samfunds Baand
uløst ved dig det være!
Dig hilse Alle Haand i Haand!
Dit Præg hvert Hjerte bære!
Vær du vor Fryd, trods Tid og Aar,
vor Trøst, naar Afskedstimen slaaer!