I Dalens Skjød en Hytte laae,
Ved Bredden af en Kilde;
Dens Væg var Leer, dens Tag var Straa,
Dens Hægn var Roser vilde;
Dens Ejers Lod var Fattigdom,
Dog var han glad, thi han var from.

Kun ringe var hans Hjord og Land;
Hans Brud ei aatte Frende,
Hun var saa arm, saa god som han;
Og derfor tog han hende.
Kun Tak til Gud, ei Klage lød
Ved Kildevand og sparsomt Brød.

En Foraars Aften Hyrden sad
Ved Hytten med sin Qvinde;
Nu, Kone! sagde han saa glad,
Nu veed jeg Raad at finde,
Og vi kan lindre Brødres Nød,
Endskjøndt Gud gav os sparsomt Brød.

See hist den Vej i øde Sand,
Og trintom nøgen Hede;
Der maae den trætte Vandringsmand
Om Lye forgjæves lede.
Om vi kun plante der hvert Aar
Et gavnligt Træe hver Høst og Vaar?

Knap gryer den næste Morgenstund,
De froe til Arbejd ile.
Nu staaer en sval og løvriig Lund
Til trætte Vandrers Hvile;
Der lagde man og deres Been,
Men der er ingen Mindesteen.