Hr Bacchus er en skjønne Mand,
han giver, hvad Man søger,
meer end Apol, den Liremand,
med samt hans Nodebøger.

Han er saa opblæst af sin Sang,
af Guldet paa sin Lyre;
til røgter har han dog af Trang
sig engang ladet hyre.

Paa Borg han ei en Sopken fik,
saa lidt hans Liren gjelder;
da er der skjønnere Musik
i Fader Evans Kjelder.

Endskjøndt Apol vel stundom kan
sin Sang med rette prise,
er Bacchus ligevel en Mand,
der og forstaaer sin Vise.

Vi lade Phoebus paa Parnas
sig med Diskanten fryde;
en Sang af Bacchi Kantorbas,
skal os dog bedre lyde.

Til Phoebus vil man neppe see
hos Store og hos Rige,
men derimode med Bacchus de
omgaaes som deres Lige.

Hvad Brødre ! skulde vi for Spads
forsøge paa at drive
den Nar Apollo fra Parnas,
og Bacchus Pladsen give ?

Den Laurbærskov man strax derpaa
med samlet Magt udrydder,
dog lade vi en Haandfuld staae,
vor Oxesteg til Krydder.

Naar Muserne for Laurbær saae
Viintræets slanke Grene,
Og Flaskerne til Svaling staae
i klare Hippocrene

Da skjønt Udvortes Ærbarhed
forbød dem vel at drikke,
de skulde af Nysgjerrighed
et Fad i Løndom svikke.

Men fik de Smagen først engang,
og følte Vinens Varme,
Hver hørte glad vor Drikkesang
og fløi i vore Arme.