En Time for Middag, Madamen opstaaer,
Saa drikker hun først Sukkerlade,
Og maler sit Ansigt, og kruser sit Haar,
For Speilet hun neier, og smiler, og gaaer,
Og seer, hvordan det monne lade.
Nu kommer en Straaejunker pyntet og stram:
God Morgen Madam!

Man spiser til Middag, naar Klokken slaaer to
Og sidder til Bords Klokken fire;
Der spotter man Dyden, og Fromhed og Tro,
Saa kommer Kløvrknægt for at skifte vor Boe,
Det kalder man ikke at svire.
Herr Hasenfus har man den Ære at see
Ved sligt Assemblee.

I Morgen Madamen er budet til Giæst,
Det Laug kan hun ikke forsage;
Den unge Herr Spradenfeldt giver en Fæst,
Og Huset faaer skøtte sig, som det kan bedst,
Lad Manden kun brumle og klage!
Madamen hun tænker: hvad Øret ej hør,
Det Hjertet ej rør.

Til alt maae den Ægtemand tie og see,
Skal det ej bekomme ham ilde,
Naar Manden maae græde, Madamen vil lee,
Madamen er Dronning ved hvert Assemblee;
Men Tyende gjør, hvad de ville!
For sildig til Syndernes Kundskab hun kom,
Da Pungen var tom.