En Sømands Brud har Bølgen kjær!
Det stolte Hav hun fjærnt og nær
Betragter som sin Brudeseng
Og Vugge for sin Dreng;
I Vindens Susen, Stormens Brag,
Orkanens Hyl om sjunkne Vrag
Hun hører kun sin Elskers Ven,
Der bringer ham igjen.

Ja, stolt er Sømands vilde Liv!
Naar Elementer staae i Kiv
Hans Kamp imellem Død og Liv
For ham er Tidsfordriv.
Det hvide Kors i Dugen rød
Staaer for hans Blik som Farens Hegn;
Thi Blod er Varsel vel om Død,
Men Korset Frelsens Tegn.

Misunder derfor Sømands Lod;
Hans Liv er som den lette Baad,
Der tumler om paa Verdens Hav
Til Bølgen bli'r hans Grav.
Men selv paa Havets dybe Bund
Han priser end af Hjertens Grund
Den Ven, som tog ham i sin Favn
Og gav ham Hædersnavn.