Naar jeg, O GUd paa Havet er
Og Bølge-ryggen giennemskiær,
Da kand jeg mig erindre,
At i mig selv der er et Hav
Ræt ved min dybe Hierte-grav
Hvor sterke Storme tindre
Og tunder om ved Dag og Nat,
Endog en Stang der for er sat,
Saa hver dog ikke kiender,
Hvordan det ulmer i min Barm,
Hvordan det pebler, naar jeg varm
Af Harm og Vrede brender,
Hvordan Bekymrings Storme gaae
I mine Aarers lønlig Vraa,
Hvor Frygt udi mig velter,
Hvor Blodet rutter om min Aand,
Hvor Pulsen pikker ved min Haand,
Til Hiertet nesten smelter!
Da seer jeg salte Taare-vand
Igiennem Øyet trilde kand,
At viise mig dend Kilde,
Som i mit Bryst sin Udspring hâr,
Hvor salt dend er, hvor suur og baêr,
Og hvor dend smager ilde!
Da sukker jeg: O JEsu! giv
At Havet ikke skal mit Liv
Med Vold og Grumhed stekke:
Men skal jeg qvælis i en Søe,
Da, søde JEsu, lad mig døe
I Øynis Boode-bekke.
AMEN

Alt det som haver Aande love
HERREN.