Min Siæl, hvo er dog dend, som dig saa kierlig føder,
Og med sit aabne Bryst og rene Hierte møder?
Hvad er det dog for Mad, som nu dit Kiød og Blood,
Med Kraft bespiiser saa? Hvad er det for en Flood,
Som Hiertet over alt med Liv og Lyst omrinder?
Hvor ved sig Kierlighed i alle Aarer finder!
Det er jo visselig, korsfæste JEsu, Dig
Som med dig selv hâr holt et Maaltjd her med mig!
O Riigdoms store Dyb! Hvi vilde du ey regne
Dit Manna mere ned? Hvad er det høyt at tegne,
At du, Guds ævig Søn, selv vilde være Brød,
Som udaf Ævighed leed aldrig Hungers Nød.
Hvi vilde du saa høyt dend ringe Jordens Drue
Velsigne, at mand der livagtig kunde sue
Dit rene Hierte-Blood? Min Siæl dend staar i Brand
Og leder smaalig, dog ey dette finde kand!
I Guldet kunde Du dit Billede ladet trykke,
Og hengd det paa mit Bryst som deilig gylden Smycke,
Med konstig Demants Spill: Du kund' i Perler hengd
Dit liflig Kontrafey, med Roosen-Blood omsprengd!
Mens, ach! Det kunde mig saa gandske lidet nytte,
At jeg din Lignelse udvortis kunde flytte
Fra Lem til anden, i det allerbeste Guld,
Jeg blev indvortis dog af Synd og Ondskab fuld!
Hvad gavned det min Siæl, om end jeg fik at æde
Nyfaldet Himmel-man? Og om jeg kunde væde
Min Synde-tørred Siæl med Klippe-sprungne Vand
Om jeg ey JEsu Brød og Blode-kilde fand?
Du derfor vilde mig, O søde JEsu, give
Dit eget Kiød og Blood, som for mig skulde blive
En hellig Spiise, til at rydde Siæl og Krop
Fra Verdens Lyste-mad og Synde-vedsker op!
Saa deler du din Kraft til mine svage Lemmer,
Og Slangens Hoved hos mit Hierte sønderklemmer!
Dit sande Kiød og Blood, mit rene Maaltjd er,
Hvor Du dig gandske selv i Kierlighed frembær!
Og vaar det ey dig selv, da kunde jeg vel æde
Et slagted Paaske-Lam, og mig i Skygger glæde:
Men du togst Skyggen bort, og sagde selv: Det er
Mit Legeme, mit Blood; der er ey Skygger her.
Lad andre nøyis med din Tilsagns bare Skygge,
Og deris Salighed og Troo der paa opbygge!
Mens det er Glæden som mig ind i Hiertet gaar,
At jeg min JEsum selv i Sacramentet faar!