Hvad bær du, Vinged Post, Mens du saa monne haste?
Er sechen fuld af nyt, Mens Dandtzendis du kaste
Ham fra dig med en hvij? Spend Vingen fra din schoe,
Og tag ved varmen dig en liden futte-roe.
To dit riim-grode schæg, og lad de vandglaß-tappe
Forsmelte om din mund, kom, heng din Stive Kappe
Som Frost har hærdet, heng den ved din schorsteens Ild
I menß du est saa kold, og dog saa vacher mild.
Hvor Slapst du over Belt? Er den forseylet bleven
Af Vind og Frost, og til en Marmor-vey op dreven?

Er Kudsche Færge-mænd? Er Vogn og Kane baad?
Er vind i hestehaar og Svøberß Klunte traad?
Er Øst og vester-Søe nu med et Froste-belte
Saa hart op bundne, at de sig kand iche velte
I Kongens belte-strøm for Ise-glaßet broe?
Vel den 3forched Gud paa Iis nu sette boe.
Hvor gaar det Vennerne i Kiøbenhafn? de sige
At Lyxsdorph har hat ondt af Svaghed med de rige.
O ußel Sygdom, som er pine-rig, og fuld
Af lang som Smerte og ey Vige vil for Guld.
Dog sigis om igien, Gud har hanß Frue signed
Med en, saa deylig søn, der har hanß hierte qvegned
Saa blid var himlens løb mod det forgangne nye
Og blide-maanit reed ham Sommer udj bye.
Der sigis Kongens Nafn hanß unge søn schal ære;
Ræt saa; thi Kongen bør Jo ævig mindet være
I Nafn og naade hos den mand, som ærlig er
Og i sit hierte-blod sin Kongis troschab bær
Til lyche hiertens Mand, oprichtig Konge-tiener
Beleven, u partisch, for fiender og for Venner
Til lyche med din Søn, din livis haab og roe
Kyß din Vinranche, som saa fruchbar vilde groe.
At hun omsider dog med glæde-druer vilde
Din smerte med sin sort, og fødsels smerte milde
Gud styrche eder med sn Krafft i mange aar
Gud giøre ederß Liv til en bestandig Vaar
Gud lade ey den haand af nogen pine vide
Som schal ved Kongens haand formilde mangis qvide
Gud lade ey den fod en knyttet seene faa
Som schal til Kongens fod for mangis beste gaa.
Lev lenge Christian, og arv din Faderß naade
Hos Gud og Kongen, bliv, som hand i hæld til maade
For alle dem der ey af had og falsched veed
Bliv Søn din fader lig i dyd og ærlighed.