Jordkuglen i sin Cirkeldands
kalder igjen de blide Dage,
Flora med tit fornyet Krands
vinker ad spøgfulde Mage;
men er man først i Liv caput,
hedder det: fort i Hullet put!
Lee, Yngling! spøg, Yngling! rask i din Vaar!
Muligt du himler næste Aar.

Lykken er ofte bandsat huul,
sommetid Fruens Gunst Man priser;
men naar Man troer at lege Juul,
hun os et Fasteansigt viser,
hvor der ei af første Aand
mere end her bag paa min Haand.
Syng, Yngling! spøg, Yngling! rask i din Vaar!
Muligt du præker næste Aar.

Skjøndt vores Bane er kun kort,
Tæerne tit vi skjændigt støde;
stedse jo længer vi gaae bort,
finde vi Veien mere øde.
Fy! den Naturens Klodrian,
som den ei muntrer, naar han kan.
Fjas, Yngling! syng, Yngling! da i din Vaar!
Muligt du segner næste Aar.

Kjerlighed udgjør Livets Saus;
bare dens Sødme Retten kryder,
bytter man ei mod Konge-Smaus
Øllebrød og de tørre Jyder.
Ja, med sin Piges Hjerte glad,
Jupiter selv ei være gad.
Elsk, Yngling! kys, Yngling! varmt i din Vaar!
Muligt du iisner næste Aar.

Atter engang vi samles her;
Bollen endnu vor Kreds opliver;
Ingen hernede veed, hvornær
Man ham i Skyggers Tal indskriver.
Det var et reent forvorpent Puds;
gid det ei hændes i en Studs!
Klink, Yngling! drik, Yngling! hvor det end gaaer,
paa Held og Spas i mange Aar!