End sidde vi ved Vennebord,
end samles vi til fælles Glæde;
skjøndt mangen Ædling fra os foer,
er dog imellem Brødre-Chor
hans Jævninge endnu tilstæde;
thi Held vor Kreds! vor hulde Kreds!
O Venskab! du forsøder
hver en Sorg, hver Fortræd, som os paa vor Bane møder.

I Livets lattermilde Vaar
vi trøstig Evans Bæger tømme;
ja, skjøndt den sidste Daler Gaaer,
skjøndt Lykken stygt i Stampe staaer,
vi dog om Herregaarde drømme.
Thi Held vor Kreds! vor muntre Kreds!
O Munterhed! du giver
Armods Søn selv den Skat, der tit Croesus nægtet bliver.

Her i vort Selskabs Moderskjød
vi frie og lige sammen leve;
blandt os kun Hjertet Hæder nød;
men ingen sig om Ahner brød,
og rige Tosser tosser bleve.
Thi Held vor Kreds! vor frie Kreds!
O Frihed du forhøier
hver en Fryd; uden dig er det Fjas med alskens Løier.

Kun, Glutter! Eders Rosenbaand
til sidste Gisp vi villig bære;
omsvævede af Wibes Aand,
vi sværge med opløftet Haand,
at værne kjækt om Kjønnets Ære.
Thi Held vor Kreds! vor blide Kreds!
O, Elskov! dig vi hylde!
Ene du kan vort Bryst med Olympens Sødhed fylde!

Som nu i Enighedens Ly
vort Selskab gjennem Sekler grønnes!
Did Danmarks ædle Sønner tye,
og Fødelandet see paa ny
sin gamle Glands ved dem forskjønnes!
Thi Held vor Kreds! vor skjønne Kreds!
Kom, Brødre! lad os klinke!
O! gid seent Parcens Haand fra hinandens Favn os vinke!