Homerus og hans heele Chor,
Poeter, Digter, Skialder,
Før de begynder deres Ord,
Til Hielp de Phoebus kalder.
Jeg mig, paa det min Tunges Baand
Kand løsnes, vil befale
Frue Friherrinde Güldencron,
Som veed saa vel at tale:
Hun af sin Geist, kuns som et Laan,
(Thi Sagen Hende rører)
Vil unde mig et lidet Gran,
Imens jeg Pennen fører.
For svag er dog min egen Kraft,
Tilbørlig Tak at yde
For Suppe, Steeg, og Drue-Saft,
Baronen bad mig nyde.
Men Friherrindens Artighed,
Forstand og høye Gaver,
Er noget, som jeg ikke veed,
Om Jorden lige haver.
Enhver, som saaes i fordum Tiid
For andre stor at være,
Af alle dyrkedes med Fliid,
Strax nøed en Guddoms Ære.

Ja! havde Friherrindens Geist
Før Cecrops Alder været,
Før Pallas fandt sit Alter reist,
Før Venus saae sig æret;
De havde frist Saturni Sted,
Forliset Spær og Throne,
Og Verden havde soret ved
Gudinden Güldencrone.
Blant Charites, i ringeste,
Om Hun da havde levet.
Den skiønneste blant disse tre,
En Euphrosyne, blevet.
Endnu saa vidt, som jeg formaaer
Med fattig Pen og Tunge,
Skal Krøniker og Efter-Aar
Min Friherrinde siunge.
Men frygter, det vil hændes mig,
(Der bruges ikke Høne-Vinge)
Som Icarus, der vilde sig
For høyt i Luften svinge.
Den lettelig kand blive blind,
Som stift mod Solen stirrer;
Bort Syn forgaaer, det klare Skin
Bort Øye slet forvirrer.
Men vilde Friherrinden mig
En liden Gnist tilsige
Af hendes Klygter; sandelig
Jeg ingen skulde vige.
Ja skulde strax, mig Geisten kom'
Udbryde denne Tone:
At intet er paa Jorden, som
Gudinden Güldencrone.