En Hare sad en Morgenstund
Paa Engens dugbesprængte Grund,
Og tænkte ej paa nogen Fare;
Thi den omringet var udaf en Skare
Af gode Venner: Køer, Heste:
Som hver med et „Goddag, min Bedste!"
Den hilste mildt. Ja Faaer og Geder
Fast overvælded' den med Artigheder,
Og det med Rette. Thi blandt alle Dyr
Var ej saa from — saa føjelig en Fyr,
Som denne Hare, der nu nød
For sine Dyder Lønnen sød.

Men pludselig der høres Skyden,
Og Raab og Hundeglam; ved Lyden
Vor Hare springer op og iler
Hen til en Hest, som sig i Græsset hviler.
„Ak!" raaber den: „red mig, min Ven!
„Og bær mig blot et Stykke hen:
„Saa kan ej Hundene udfinde
„Mit Spor, og jeg er reddet dennesinde."
— „Ja, stakkels Morten!" svarer Hesten,
„Det gjør mig meget ondt forresten;
„Men vær kun ellers ikke bange!
„Thi dine Venner ere mange,
„Og hvem Du Dig henvender til,
„Dig ufejlbarlig hjelpe vil."

Den nu om Redning Tyren beder;
Men han forsikrer den med dyre Eder:
Den sidste Gang en Ven han bar,
Han slig en Daarlighed forsvoret har.

Nu løber Haren til en Buk.
Men han erklærer med et Suk:
At skjønt hans Hjerte i ham bløder,
Sin Herre, Jægeren, han ikke støder,
Bed ham hans Jagt saaledes at forspilde -
I andet Fald han gjerne hjælpe vilde.

Den arme Hare heel fortvivlet gaaer
Med ydmyg Bøn hen til det fromme Faar;
Men Faaret siger heel sagtmodig „Kjere!
„De sige Alle nej! hvor kan det være?
„De sikkert har en Grund — og saa har jeg."
Dermed det vender sig og gaaer sin Vej.

Og nu til Hjælp vor Hare Koen kalder;
Men Koen den i Talen hurtig falder,
Og raaber: Ven! Du kjender nok mit Hjerte,
„Gud veed, det er med største Smerte,
„At dennegang jeg siger nej;
„Men seer Du, vi skal alle samme Vej:
„Engang skal vi dog alle døe -
„Der har vi Hundene! adieu!"