Blicher.
Borte er Søvnens Børn, — ufuldendte Gestalter,
De sælsomme Skygger, der gøgle om Slumrerens Leje.
Hveden kommer de? gaaer deres Vej gjennem Luften? -
Hvorhen forsvinde de paa deres Karm gjennem Taager? -
Vil Døden oplukke sin Port? kan Fortidens Sønner -
Opstaae af Mørket og hviske til Lysetes Indvaaner?
Mon venlige væsner varsle om lønlige Farer?
Opvække med Billeder dunkle den slumrende Anger
I syndigt Bryst? — Eller Mørkets Skikelser fule
Med rædsomme Fagter forfærde Menneskets Hjerte.
Ha! frelsende Lys, Du Himlens straalende Dronning!
Hil være Dig Sol! besøger Du mig paa mit Leje?
Med dine Smiil, dine Kysses varme Aande? -
Saa yndigt smiler en Brud paa Bryluppets Morgen,
Naar hun frentriner, i Ungdoms blændende Skjønhed,
Med bange Rødmen og taaredukkede Øjen:
I frydefuld Undren sig dele de ventende Skarer,
Og synke til Siderne; ned gjennem Raderne bølger
En dæmpet Surren: de priste lyksalige Brudgom.
Hvis er den Borg hist imellem Morgenens Straaler,
Der knejser saa mørk midt i det gnistrende Guldhav!
Trindt nikke Tidslerne ned fra Murenes Tinder,
Og Brombærranken mellem de revnede Vægge;
Vildanden svømmer ved Porten, og Alliken sidder
I Vindueskarmen, og nebrer sin glindsende Vinge.
Der stod Du Gustav og saae med bankende Hjerte,
Hvor Sverriges Sol gik op over Dannemarks Sletter.
Der stod Du, gothiske Ørn, og stirred mod Østen, -
Skjøndt fangen i Buret, slog ud dine driftige Vinger,
Og brød de Lænker, der bunde dit Fødelands Bjerge,
Mens Christians blodige Hænder stræbte forgjæves
At sætte Tiden i Led. Den stærkere Skjæbne
Løfted Fangen paa Tronen, og styrted i Fængselets Mørke
Trekronede Konge. -
Tak være de Hænder, som frede
Om Kaløe Slot, det Fortids ærværdige Minde!
Vistnok de sammme, der skjulte de sorgfulde Bakker
Med smilende Grønt — før Vestvindens lynggrod'e Vaaning,
Nu Fuglechorenes lune og venlige Løvfal.
Den Dannemand glemmes ej i sit fredelige Jordhuus
Af Fremtids Vandrer, naar i de gjæstmilde Skygger
Han udstrakt ligger, og svaler de mødige Lemmer;
Ej heller af Vinterens Sønner, de samle sig glade
Fra Frostens Marker om Arnens lystige Flamme, -

Barberen.
— Naar Andre maae sidde omkring de søvnige Gløder
Af Tørv, eller af de Kager, som Folket paa Samsøe
Samler i Dynger, men det paa Sejerøe smækker
Nybagte paa Væggen — et Surrogat imod Kulden;
Ja medens tusinde Andre maae fryse og græde
Ved Røgen af knistrende Halm, over Fædrenes Synder,
De aade som Græshopper reent og levnede Intet
Til Kommende Slægter — letsindige Gjøgeforældre.
Men hvi saa ivrig, Poet! Du troer da vel aldrig
For ramme Alvor, at dine Vers ville redde
En eneste Qvist af Slagterens graadige Hænder?
Seer Du ej Gjøgen hist? den Fugl ej just nu i Vælten?
Flaggrer fra Glæde til Glæde -

Blicher.
Letfærdige Flane!

Barberen.
Hør dog, hvor alle Skovens Fugle de tie,
Naar den begynder!

Blicher.
Maaskee af Foragt -

Barberen.
Sikke Sladder!
Nej af Beundring og ædel Harme, at ej de
Formaae at ligne saa højt og herligt et Mønster.
Kast Du kun Liren, og giv Apollon en god Dag,
Og hellere lær af denne umælende Skabning
Den sande Viisdom — Fy da! jeg troer, at han sover:
En herlig Kammerat! nej naar jeg mere skal rejse
Med en Poet! — ja nu kan jeg snakke alene!
Hu! hvilken Egn her i Alderdoms bleggule Farve!
Lyngbakker som Rynker udi de visnede Marker!
Udtørret Græs flaggrer tyndt paa skaldede Agre,
Liig sparsomme Haar paa en Oldings neggrende Hoved.
Mig tykkes alt, at jeg ældes; min Sjel bliver søvnig;
Min indre Flamme udslukkes, og Tankerne visne.
Det var dog forbandet med denne Jyllandske Rejse!
Jeg er et bange, at Kedsomhed skal overfalde
Mig her paa Heden — i Tydskland var det en let Sag
At holde sig vaagen; der kunde man liste sig op paa
Et Bjerg, hvor hele Verdens Herlighed skulde
Ligge udspiilt som et Landkort for vore Øjne.
Jeg kunde begive mig ind udi rædsomme Huler,
Hvor dødsens Angest snarligen vilde fordrive
Blytunge Søvn; Ak! men denne cimbriske Halvøe
Er flad desværre, og ganske sparsomt begavet
Med alle de rariteter, som pynte en Rejse;
Har ingen Fjelde med pittoreske Prospecter,
Og ingen Dale med underskjønne Hyrdinder,
Forfaldne Huse — men ingen rette Ruiner;
Vandskyllende Veje — men intet egentlig Vandfald;
Fornuftige Folk nok — men kun saa kraftige Aander;
Smaatyve i Mængde — men ikke en ordentlig Røver.
Hvad skal man gjøre? jeg veed kun et eneste Middel
At dræbe de lange, dorske, tungbenede Timer:
En lille Luur herhen over Heden til Grennaae.
Nu sove vi da — ak ja! jeg troer allerede,
Vi drømme: — er dette et Slot? eller er det en Kirke?
Det syntes mig saa, naar jeg seer de Hvælvinger skumle,
De Vinduer lange, smaarudede, snevre og dunkle,
De vægge tykke, grønskimlede, fugtige, nøgne;
Dog nej — der er ikke troligt — thi see kun, hvor propfuldt
Her er af Mennesker. Lader os spørge den Pige,
Der kommer paa Tøfler betænksomt sjokkende mod os,
Fremludende, gabende med de styrlende Pjevser
Af uredte Haar omkring det søvnige Ansigt;
Hun har vist hjenmme her, eftersom hun er saa huslig.
Et Ord, lille Pige! — „Min Herre! jeg er Præstinde
I dette Tempel. Mit Navn er Slæbhæl, og hisset
Seer De Gudinden tilbagelænende hænge
Paa sin Blytrone, og under en Himmel af Taage,
Med en uhyre vidtgabende Padde til Skammel,
En Krands af Valmuer paa det hældende Hoved,
Det ene Øje halv tillukt, det andet halv aabent;
De gule, visne, foldede Hænder i Skjødet.
Man skulde ej saae disse Vinger; skjøndt hængende matte,
Forpjuskede ned fra de frembøjede Skuldre.
„Hun er ej af dem, der i Flæng sig gjøre gemene
Med Alle; hun aabner just ikke sit Tempel for Hvermand.
Af bønder findes her ingen, af Borgere saa nok:
Det skulde være Een, som har arbejdet sig opad,
Og gjort sig værdig til dannede Menneskers Samqvem;
Men fornemme Herrer og Damer, Prælater og Fruer,
Frembære hver Dag og hver Nat et rigtigt Offer
Af Menneskets Største, kostbareste Herlighed — Tiden -
Paa Kedsomheds Alter. See denne Dame, der sidder
Saa mild og venlig paa højre Haand af Gudinden -
Er hendes Datter; fortil saa fristende dejlig,
Med smilende Læber, tyndtslørede, bølgende Bryster,
Og halvtillukkede, vellystsvømmende Øjne,
Med Blomsterkrandse i vellugtduftende Lokker,
I snehvide Hænder et Bæger med skummende Nectar.
Men bagtil er hun ej værd at beskue saa nøje,
Der er hun huul, og Forraadnelsens rædsomme Bolig,
Et Rede for sortgule Øgler og hvæsende Slanger.
Det faaer man tidsnok at see, naar først man omfavner
Den skjønne Gudinde. Hun selv monne kalde sig Moroe;
Men knarvurne Oldinger, Præster og Moralister
Sige, at hun hedder Last. Der bagved i Skyggen
Staaer hendes datter; men hun komme ikke tilsyne,
Før man med Mo'eren er ret bekjendt og fortrolig;
Hun hedder Anger — en fuul og hæslig Skjæmsel,
Skindmager, skrumpen, graagul, krumbøjet — Ha! vee den!
Og tifold vee den, paa hvem hun fæster de vilde,
Rødkantede, vidtopspilede stirrende Øjne!
Vee den, hun knuger med disse jernhaarde Arme,
Og kryster til disse blaafrosne bævrende Læber."
Nok, nok! meer end nok! men hav den Godhed at vise
Mig lidt omkring her blandt denne store Forsamling!
„Ret gjerne — det første sluttede Selskab, De seer her,
Har sig afsondret fra alle Andre — er Britter!
hiin sidder og venter paa Veddeløbe udi Rewmarket;
Hans Nabo venter paa Hanekampen — den tredie
Paa Højtidsdagen, da Crabb skal baxse med Johnson.
Naar disse livsalige Fester fremskinne, da storme
De Alle herfra — forresten daglige Gjæster.
„Her sidde Spanier i denne Damp af Cigarer,
Og længes ret hjertelig efter de ædlere Glæder,
Autodafeer, Tyrefægtninger og Processioner.
„Her finde vi nu Vestlands fortsmuttede Sønner;
Dem see vi sjelden, de har kun lidt Tid tilovers
Fra Messer, Mirakler, Madonnaer og Maccaroni.
„Her sidde Myn Heer og venter Cornelius Jansen,
Der ham skal bringe tilbage til Surinams Sumper,
Hvor Knaste i Goudas Leer, og sorte Smaaglutter,
Og Slavepidsken, Salat og Genever udfylde
De faa Minutter, som blive tilovers fra Søvnen.
„Her sidde Stambuls langskjæggede Sønner, beruste
Af Valmuesaft, og hisset Russer af Finkel.
„Her øver en Tydsker sig i brittaniske Moder;
Her staaer en Dansk, og beundrer alle de andre." -
Men Franskmaænd savner jeg — Franskmanden keder sig aldrig;
Med Revolutioner, Comedier, Guillotinader,
Bonmots, Dueller, Caffeés, Calembourgs, Amouretter
Han morer sig herligt. -
„Behag nu at følge mig lidt ud
I Templets Forgaard. Her finde vi dem, der vil synes
I fuldt Arbejde; men ere dog kun i Grunden
Gudindens Trælle. Her sidder i elleve Timer
En blegnæbbet Skare, og leger med malede Stumper
Af tykt Papir. Hist gaaer tvende Andre og trille
— Med Alvorsblik — paa et Bord med Elfenbeenskugler.
En pjaltet Person staaer ved Enden af border og skræver;
Med Scepter i Haand han opmuntere de stridende kæmper.
„See nu, min Herre! Hist sidde to Generaler,
Hver med sin Armee af Træsoldater, og pønse
Paa Kamp og Sejer; vor Jord kunde revne istykker,
Og alle Verdens Konger falde i Støvet,
Naaer deres kun staae. — Der sidder en Treidie og stirrer
dybsindig paa Krigen; saa har han siddet en Snees Aar
Dag ud og Dag ind. I tænke, han er indviet
I disse Mysterier — intet mindre — han kjender
Ej Springer fra Løber engang." -
Men hvo var den Stodder,
Der gik just nu forbi Døren, graahærdet, dog munter
Han smilte i det han kikkede herind? — „ Ih! ja den Karl!
Ham kjende vi nok, der var Eremitten i Grennaae" — !
— „Hej! herre! vaagn op da! De sover nok!" — Holla! hvor
er vi? -
„Ved Porten i Grennaae — har De vel noget at tolde?"
— Tanker — passerertoldfrie — men Kudsk da! hvi holder
Du nu igjen? — „Ih, vi er jo ude af Byen."

Blicher.
„Men Hr. Barbeer! hvor kan De saaledes forlade
Denne hersens By, uden at fortælle lidt morsomt
Om murede Galge?" -

Barberen.
O den har forlængst været borte;
„Man hænger ej Tyvene meer, men lader dem løbe
Spidsrod, eller man ærker dem lidt udi Panden,
Dem selvtil Skjændsel og Andre til et Græmpel;
Saa sender man dem til Viborg, hvor da den Ene
Kan see sig daglig i Spejl paa den Anden, og lære
At fatte ret en forfærdelig Afsky for Synden.

Blicher.
Men er det ej her, hvor Odins rørtakte Strømme
Vande den græsrige Dal? — See Aftenens Taager,
Hvor blege de ligge, og brededet natlige Lagen
Tæt over Engen! — og over den svømme liig Skyer
De brune Bakker i lange og takkede Rader,
Og Snekkernes mastermed sagte nedbølgende Vimpler.
Forvirrede lyde de tusinde blandede Stemmer
Fra Taagehavet: Vagtkongerne kalde,
Vildanden trækker; jeg hører dens pibende Vinger.
Horsejøgen Skoggrer paa hurtige Vej gjennem Luften;
Hjemilende Stork skummer Taagen; med bultrende Kredse
Hvirvler sig Biblen og rører sit mostakte Rede;
Dens Skrig lyder højt gjennem Rylens klynkende Triller.
Vandhønens Stemme kommer, med Rørdrummens Klage,
Og Fiskernes Aareslag, op fra de useete Strømme,
Med Bølgens Skvulpen og Sømænds traurige Opsang.

Saa rinder Du, Flod, i mangen blomsterrig Sommer,
Og sender i Fred dine rislende Vande til Havet.
Ak! ej altid saa blid — engang Du vælted Dig blodig,
Og bar de blodige Liig fra røgombølgede Bredder;
Men danske Liig — ak! adspredte, forvildede Flokke,
Thi uden Hyrde de sank under Saxernes Sværde.
Det danske Mod var udslukket i tvivlende Sjele,
Og danske Hjerter gav Rum for Frygten og Sorgen.
Trælommens giftige Taage omspændte de Øjne,
der før kun skuede Frelsen i Manddom og Styrke -
I egen Styrke — nu vaade af modløse Taarer.
Da varst Du, mit Fødeland, nær ved Rigernes Skjæbne;
Jernaaget laae tungt paa dine svigtende Skuldre;
Dit stolte Navn, der lød gjennem Seklerne vældigt,
Fra Blaamænds solsvedne Marker til isbundne Gandvil -
Dit herlige Navn begyndte, at slukke sin Straale;
Dit gode Sprog selv, hiint Maal for mægtige Alfer,
Snart skulde det qvæles af Sydens fremmede Tunger.
Da var der Een, der bød frejdig sit Bryst imod Floden -
Sit Heltebryst mod Thuiskons rivende Strømme.
Een Heltesjel har oppustet de slukkede Luer,
Og vækket den lammende Kraft i tusinde Arme.
Eet Sværd har bortvendt Fordærvelsens truende Stormsky,
Og Sejren paa Kampens Blodmark — I Sønner af Danmark!
Hører og kjender, at Friheds hellige Lue
Brænder ej ene paa Bjerge! — See Trællene krøbe
Paa appeninernes Aas, mens Frihedens Sønner
Sejrende stode i Dietmars taagede Sumper!
Hører og kjender, at ikke bag skyhøje Fjelde,
Ej heller bag Volde boer Friheden sikker, men ene
Bag kjekke Hjerter. — Hør til, Du Danske, Hvorlunde
Frihed og Ære og Skjaldesange skal vindes!