Ligger Du her under græsklædte Tue,
Taus i den Hytte, Du ærlige Skjald?
Føler ej Morgenens varmende Lue,
Hører ej Foraarets venlige Kald?
Du, som saa mangen et Hjerte har glædet,
Glemmes Du her i den frydløse Vang?
Du, som for Andre saa ofte har qvædet,
Ligger Du nu i din Grav uden Sang?
Har de forglemt Dig, de højere Skjalde
O Du, de Glades og Syngendes Ven?
Skal paa din Ligsteen en Taare ej falde?
Skal ubesjungen din Grav synke hen?
Skal da en yngere Skjald fra sin Hede
Ile med Harpen herhid over Hav?
Skal Du saa fjernt udi Ørkenen lede,
Venlige Aand! om et Qvad ved din Grav!
Du, som med Smiil og med mildeste Taare
Muntred og trøstede Fremmed og Ven;
Er der da Ingen, som nu paa din Baare
Taber til Gjengjæld en Taare igjen?
Du, som saa tidt til den Syge udstrakte
Hjælpende Hænder og qvægende Drik,
Trøsten og Haabet med Livet opvakte -
Var det den Løn, som Du døende fik?
Kan I da glemme den venlige Tode?
Ømmeste Læge og muntreste Skjald,
Gladeste Sjel, som i Støvhytte boede -
Glad udi Vraa, som i glimrende Hal!
Hellere o! at jeg kunde forglemme
Sorgen, som mørknede Oldingens Aar,
Qvalte før Aldren hans liflige Stemme,
Bøjed hans Isse og bleged hans Haar!
Vaarsolen sank udi Efteraars-Stormen,
Mørkt blev det Øje, som blinked saa lyst;
Kummeren laae som bag Blomsterne Ormen,
Stinged til Døde det frommeste Bryst.
Ak! og Du smilte end midt i din Smerte,
Sjelen var stærk i forsmægtende Krop;
Himmelen saae det, Du ærlige Hjerte!
Derfor saa hastig den hented Dig op.
Og her af Støvet Du monne opstige,
Skyldfrie tilbage til Skaberens Haand -
Nu i sin Herligheds evige Rige,
Alfader glæde din venlige Aand!