For dig, hvis Saft fra tusind Penne flyder,
Hvis Duft besjæler mangen Rimesmed,
Miskjendte Blomst! for dig min Harpe lyder -
Dig fremfor alle i det hele Bed!

Saa mangen Søsterblomst Poeten hylder,
Og har med dem bestandigt Maskepie;
Men dig, hvem han langt meer end andre skylder,
Dig gaaer han utaknemlig, taus forbi.

Slet aldrig kan han tale om den Sødme,
Han finder i et Smiil paa Pigens Kind,
Ej heller om de Læbers Purpurrødme,
Før strax vi faae et heelt Bed Roser ind.

Er Barmen hvid — som meget let kan være -
Saa maae der absolut en Lillie til;
Er Øjet blaat, jeg sværger ved min Ære,
Vi Noget om Violer høre vil.

Men naar han virker animalsk-magnetisk,
Og luller os i Søvn — selv somnambul -
Da var det ej saa ganske upoetisk,
Om til din Priis engang han gav et Hyl.

Sandtnok; din Kraft han nyder ej alene,
— Endskjøndt maaskee han Broderparten faaer; -
Thi gjennem alle Videnskabers Grene
Den ubetvingelig narkotisk gaaer.

Er det ej dig, som tidt i høje Skolen
Beviser din søvnbringende Natur?
Er det ej dig, som tidt fra Prækestolen
Indbyder til en stille Middagsluur?

Mon du ej tidt — om Dagen som om Natten -
Med Politik vort Øje lukker i?
Og mon ej ofte under Doctorhatten
Du yttrer ret en smitsom Lethargie?

Naar Philosophen systematisk vrøvler,
Ad Vægge op, ad Stolper ned igjen,
Din Aande ham igjennnem Næsen snøvler,
Du flyder som Laudanum fra hans Pen.

Naar en Pedantus kommer hjem fra Rejser,
Og pittoreske Skildringer vi faaer:
Du en Bouquet ham udi Brystet knejser,
Langtfra man lugter ham, ihvor han gaaer.

Dog dig Poeten du især forpligter;
Slet intet Fag, hvor han jo bruger dig:
Selv naar han stiger, du ham sjeldnest svigter;
Desaarsag du en Ode faaer af mig.

Om han i Hymner, Elegier gaber
— Og faaer os Andre til at gabe med -
Om han sig i Naturbetragtning taber,
Og der bereder os et Sovested;

Om han i Søvne paa Cothurnen vrikker;
Om ham paa Sokker sjokkende vi see;
Hvad enten lidt han i Romanen nikker,
Hvad eller snorker i en Epopee;

Det er dog alt tilsammen dine Gaver,
Hvormed han giør sig baade tyk og lang;
Og derfor her — du nyttige Papaver!
Paa Laugets Vegne offres dig en Sang.

Hvis det ej altfor vidt mig vilde føre,
Jeg priste og din medicinske Kraft:
Dog een Beskaffenhed jeg maae berøre,
Der sætter dig i Rang med Druesaft;

Ja, naar du concentrerer ret din Styrke,
For Vinen selv du blier et Surrogat;
Og den, som ej tør Fader Evan Dyrke,
Faaer sig en Pidsk udi et Opiat.

Men, lille Underblomst, nu kommer Humlen! -
Vi gjør ej Oder — som du veed — omsonst;
Man fra Mæcenen vender sig med Brumlen,
Hvis man ej lønnes for sin Virakdunst. -

Thi, er det da min ydmyge Begjering;
Du dig blot fjerner fra mit Skriveri!
Jeg veed, du har af Andre stor Besværing -
Hjælp dem! og lad min Ringhed være fri!