O Du, som ruller højt paa Himlens Bue:
Et Flammeskjold! — hvorfra, o Sol, din Lue?
Hvorfra din klare, evigskjønne Glands?
I Majestæt Du strider frem paa Himlen:
Forfærdet flyer, forsvinder Stjernevrimlen,
De slukkes alle i din Straaleglands.
Selv maanen for dit Aasyn blegner,
Og ind i Æthren segner.

Men Du, o Dagens Konge! ene vandrer;
I Tidens Løb dit Løb Du ej forandrer;
Din Karm af Ild tør Ingen komme nær.
Bjergegen falder, Bjerget selv hensmuldrer,
Havbølgen lægger sig, hvor stolt den buldrer;
Og maanen mister tidt sit matte Skjær.
Men Du, o Sol! i gyldne Flamme
Est evigung den samme.

Naar Uvejrsmørke Jorderig indhyller,
Naar Torden brager, Haglen tæt nedskyller,
Og Lynet hvirvler som et Sværd af Ild:
Da stiller Du de vilde Himmelkampe,
Du deler med dit Blik de tykke Dampe,
Og smiler ad Uvejret lys og mild. -
For Ossian — ak! Du forgjæves luer:
Dig aldrig meer han skuer.

Han seer Dig ej, hvad enten Du Frembryder
I Østen, naar dit gyldne Haar henflyder
Paa Morgentaagernes adskilte Sky;
Ej heller naar sig Vestens Port oplukker,
Og Du i Havets Purpurbølge dukker,
Og iler til dit fjerne Nattely. -
Men og engang maaskee udrinder
Din Tid, og Du forsvinder.

Maaskee har dine Aar et Maal — som mine. -
Eengang maaskee skal Stormene, der hvine,
Saalidet vække Dig som Morgenens Kald.
Mens evigt Mørke ruger Jorden over,
Urørt, indhyllet i dit Mulm Du sover;
Fremtræder aldrig fra din skumle Hal. -
Hoveer da i din Ungdoms Styrke!
Ublid er Aldrens Mørke.

Uvenlige er Alderdommens Timer,
Som Maanen, naar den sine matte Strimer
Igjennem brudte Skyer sender ned.
Den skumle Taage over Dalen luder;
Blidt Nordens Vinterstorm i Ørknen tuder;
Det drøner huult og dybt ved Havets Bred.
For gamle Vandrer ingen Stjerne lyser;
Midt paa sin Vej han gyser.