En Olding, som man Tiden kalder,
Sig nærmer til et Pigechor;
Han alt de Smaa besværlig falder;
Een efter Anden ræd opfoer:
„Mon han vil her iblandt os blive,
„Den gamle Gubbe krum og graa?
„Hvo skal os Tiden vel fordrive,
„Og over Livets Bølger saae?"

De Yngste Amor flux omringe,
Og bede ømt: „o Kjerlighed,
„Du vil os hjælpe vist at bringe
„Hiin Olding til en anden Bred!"
Dem Een advarende tilraaber:
„O Piger! naar med Kjerlighed
„Man Tiden at fordrive haaber,
„Man saare ofte Skibbrud leed."

Men Kjerlighed sin Baad udskyder,
Og byder Trods til Strøm og Vind -
Med Tiden den ret let henskyder,
Sig drømmer tidt i Havnen ind;
Og i sit Overmod den siger:
„Nu naae vi snart den fjerne Strand,
„I seer, at Kjerlighed — Smaapiger!
„Den lede Tid fordrive kan."

Men Kjerlighed før Tiden mattes -
Det er jo saa dens gamle Skik -
Og Aaren, som den taber, fattes
Af Gubben, der med haanligt Blik
Tilhvisker den: „Jeg vil Dig give
„En Lærdom mod letsindigt Hu:
„At Tid kan Kjerlighed fordrive,
„Det seer Du unge Daare nu!"

Da brat ved Amors Side stiger
En yndig Mø mod Tiden frem.
„Ha! hvo est Du?" den Gamle siger;
„Mig vover Du at drive hjem?
„Ja! — et er mig, man Venskab kalder;
„Af Frygt for Tiden jeg ej veed;
„Jeg trodse tør din gamle Alder,
„Som Du den unge Kjerlighed."