Hillemænd!
Husets allerældste Ven!
Gaaer han ikke der og spanker,
Nu som før i dybe Tanker.

»Det er ikke sært, min Kjære!
»Om jeg maa adstadig være:
»Jeg var Mand, da du som Dreng
»Plukked Blomster udi Eng.«

Det er sandt!
Jeg erindrer ogsaa grant
Hvad min Moder da mig sagde:
Du Smaabørn fra Engen bragde.

»Nu kan vistnok Ingen mere
»Dig med saadan Snak fixere;
Ȯldre er Du, kan jeg see -
»Er Du ogsaa klogere?«

Ja og Nej!
Dog derom er Talen ej.
Lad os snakke nu om Andet.
Hvor' staaer til i Sønderlandet?

»Næsten som det altid plejer:
»Sund Forstand slet Intet vejer;
»Stedse man forsvinde seer
»Dyd og Penge meer og meer.«

Guld og Dyd!
Følges disse ad i Syd?
»Hver er god for sig« saa siger
Man i disse Nordens Riger.

»Hisset har man ikke Stater,
»Men alene Potentater -
»Een kun klædt i Purpur staaer,
»Resten udi Lænker gaaer.«

Det var slemt,
Hvis det ellers ej er Skjemt.
Her regjerer ikkun Loven;
Frihed gaaer bag selve Ploven.

»Anstrøg af Religionen
»Hører hisset nu til Tonen;
»Smaafolk troe en Smule meer,
»Philosofen dem beleer.«

Kjære, Nej!
Her vi gaae en bedre Vej:
Arme, Rige, Læg og Klerke
Alle er' i Troen stærke.

»Hisset bøjer Guldet Retten,
»Rigest vinder altid Trætten.
»Loven fanger kun de Smaa,
»Udenom de Store gaae.«

Det er stygt!
Udi Lovens Skygge trygt
Her den Fattige sig trækker,
Retfærds Skjold ham stedse dækker.

»Venskab hist er kun en Maske,
»Kjærlighed en snedig Taske;
»Falskhed, Løgn og Hyklerie
»Giver Titel af Genie.«

Fy for Skam!
Man i Sindet bliver gram
Ved saa meget Løgn at høre:
Stoppe vil jeg nu mit Øre.