Der var en Tid, da Du, i Skjønheds Fylde
Den Fagreste blandt tusind Qvinder stod;
Du hørte Dig i Suk og Sange hylde;
Du saae Tilbederskaren for din Fod.

Der var en Tid, paa dine Kinder brændte
Den søde Ild med Morgenrødens Skjær;
Da dine Øjnes Stjernestraaler tændte
Hvert Hjærte, som uheldigt kom for nær.

Der var en Tid — da Aphrodites Belte
Du bar, saavelsom Sønnens gyldne Piil;
Da klippehaarde Hjærter maatte smelte,
Som Iis for Solens Ild ved dine Smiil.

Der var en Tid — jeg ofte paa den tænker,
Skjøndt den i svundne Seculum henrandt -
Da stærkere end Bast og Jernelænker
Et Haar af dine Ravnelokker bandt.

Der var en Tid — hvor fage dog den gik!
En ganske anden Tid kom snart isteden -
Din Gang var Dands, din Tale var Musik,
Dig som en Glorie omstraaled Glæden.

Saa stod Du dengang i din Skjønheds Vaar;
Men da jeg saae Dig længe efter siden,
Da var af Kummer bleget Kind og Haar;
Du bøiet var af Verden og af Tiden.

Din Røst var skjælvende; tung var din Gang;
Din før saa ranke Midie var bukked;
Dit Smiil et Kornmodsglimt paa gustne Vang,
Og dine sorte Øjnes Glands udslukket.

Du visned langsomt hen — det sidste Blad
Paa forhen frodig, nu fortørret Stamme -
Saa eensom Du i Blindhedsnatten sad -
Den sidste Gnist af forhen mægtig Flamme.

Ei Barn, ej Frende ved den sidste Strid
Din Smerte mildned med en Ømhedstaare;
Du varst alene i din Afskedstid;
Kun Fremmede maaskee har fulgt din Baare.

Du, som saa tidt tilforn har seet din Vei
Med Blomster strøet, omsjungen højt af Skjalde,
En fattig Mindeblomst maaskee end ej
En Vennehaand lod paa din Kiste falde.

Men om end ingen Anden mindes Dig,
Skal jeg dog ikke Dig i Døden glemme;
Dit Bord, dit Bæger tidt har qvæget mig;
Mild hørte Du min første Digterstemme.

Ei ene derfor Sørgeharpens Slag
Jeg fra det Fjerne til din Gravhøj sender;
Men Du var god, om Du endog var svag
Og blød; thi ak, Du faldt i haarde Hænder.

Vel er jeg og en Fremmed, stakkels Viv!
Dog maa jeg med min Strengeleeg Dig følge,
Om end i Vinterblæst som visne Siv
Mit Afskedssuk skal over Graven bølge.