Bjergsøen er med Iis belagt,
Paa Fjeldet blinker Sneen hvid,
Nedbøjet under Stormens Magt
Sig Granen slynger hid og did;
Elven sig over Klippen krummer,
I Dalen styrter den og skummer.

Ad Bjerget ned, ad Bjerget op
Skiløber kommer flyvende,
Og snart ved Rod og snart ved Top
Han glider paa den glatte Snee,
Luften med Susen gjennembryder, -
Hans lange Haar paa Vinden flyder.

I Dalen dybt mon Kongen staae
Blandt sine Mænd ved Bjergets Fod,
Og smilende han seer derpaa,
Og priser Ungdommens Kraft og Mod;
Vinden hans Røst til Bjerget fører,
Skiløber standser brat og hører:

Est Du den første i mit Land,
„Der spænder Skien under Fod,
„Da giv mig nu, Du unge Mand,
„En Prøve paa din Konst og Mod;
„Og tør Du Faren dristig møde,
„Jeg lønner Dig med Guld hint røde.

Den Yngling blusser paa sin Kind:
„Ej er jeg Frygtens blege Søn,
„Blandt Farer vil jeg styrte ind,
„Og fange Roes og Guld til Løn;
„Hvo Farer dristig turde møde,
„Ej skjøtter stort om Guld hint røde.

Det første Løb, i Dag jeg ta'er,
„Skal være for mit Fødeland,
„Og Bjerget, som min Vugge bar,
„Maae skue mig en frygtløs Mand;
„Fjældet ud over Dalen hænger,
„Udover det og Dig jeg springer!"

Han farer ned med Ørnens Magt,
Og skjærer Vinden hvinende,
Fjeldryggen er tilbagelagt,
„Hvo tør paa Himmelspringet see?"
Skiløberen end i Luften svæver,
Og Gysen Hoben gjennembæver.

Men let og tryg han Dalen naaer,
Og Hoben løfter Bifalds Røst,
Og Raabet højt mod Klippen slaaer
Og nærer Flammen i hans Bryst:
Ad Brinken op han atter iler,
Slaaer ud med hviden Haand og smiler.

Det andet Løb i Dag jeg ta'er,
„Min Konning, være skal for Dig!
„En Revne Klippen slaget har
„Bred, dyb og brat og gyselig;
„Vel gaber Dødens Afgrund vide,
„Dog over Dybet vil jeg glide."

Og over som en Storm han gaaer,
Og Hoben løfter Glædes Røst,
Og Raabet højt mod Klippen slaaer,
Og nærer Flammen i hans Bryst,
Han op ad Bjerget atter iler,
Slaaer ud med hviden Haand og smiler.

„Det tredie Løb, i Dag jeg ta'er,
„O Kongedatter! er for Dig;
„Din bange Taare rundet har,
„Din Rosenkind har brændt for mig,
„Har Du mig Suk og Taarer givet,
„Da vil jeg frejdig vove Livet.

„Fjeldvæggen skraaner stejl og brat,
„Sig dyben Elv forneden snoer;
„Men Elvens Broe er tynd og glat,
„Og som en Bølge Isen gaaer:
„Lad Isen gynge som en Bølge,
„Jeg gaaer, hvor ingen mig tør følge!"

Ad Klippevæggen høj og brat,
Han som et Sneeskrid bruser ned,
Og ud paa Isen tynd og glat
Han skyder sig fra Elvens Bred;
Men Isen bølger, brager, brister:
For sidste Gang han Døden frister.

Og nu er Modets Flammme slukt,
Den mygge Krop er kold og stiv,
Den grumme Elv sig haver lukt
Og qvalt det fejre Ungdoms Liv
Strømmen et Liig til Havs mon bære,
Den Yngling saae man aldrig mere.