Højtærede Herrer og Danneqvinder!
De mig i den største forlegenhed finder:
Prologen jeg nemlig skulde fremsagt -
En behagelig Pligt, man mig havde paalagt -
Jeg kommer præcis som Klokken er fem,
Og venter, Forfatteren skal træde frem
Med sit Aandsproduct; men der kommer Ingen,
Og sagtens borde jeg see lidt til Tingen,
Jeg skal fremsige — men Tiden render,
Orchestret stemmer, man Lysene tænder;
Enhver er færdig, paaklædt og sminket,
Souffleuren i Hullet — man venter paa Vinket;
Døm om nu den Angest, i hvilken jeg sattes:
Alt er istand, men — Prologen fattes!
— Hvor kan jeg sige, hvad ikke jeg ved?
Sligt skrider langt over min Duelighed.
Jeg kunde da rigtignok finde paa
Adskillige Tanker, og sige som saa:

Mine Herrer og Damer! Tiden er kort,
Derfor bør den ikke gaae unyttet bort;
Ved sindrig Spøg og ved vittig Skjemt
Blier alskens Bekymringer lettest glemt,
Naar Thalia smiler som Sol i Vaaren,
Da glattes Panden, da tørres Taaren.
Jeg kunde endvidere sige: De seer,
At Vinteren nærmer sig meer og meer;
Den grønne vaar og den gule Høst
Er borte med al sin oplivende Lyst;
Løvfaldet begynder i mørknende Skove,
Og Søen vælter en højere Vove;
Regnskyerne drive og Blæsten tuder,
Og Hagelen pidsker paa dugslaa'de Ruder.
Men det er jo Noget, de Alle vide:
At det vil fryse om Vinters Tide,
At Dagene kortes og Nætterne længes,
Og at under saadan Omstændighed trænges
Til muntert samqvem, Musik og Dans,
Til Føde saavel for den indre Sands,
Som for den ydre. Jeg kunde end mere
Ret net og tydeligt deducere,
Bevise baade med Glæde er ingen Synd.
Men derfor behøves ej Sort paa Hvidt,
Det er altsammen sagt baade godt og tidt,
Paa Vers og i Prosa — paa Dansk og paa Tydsk:
Jeg kan ikke sige det bedre paa Jydsk.

Ja saaledes kunde jeg længe nok snakke -
Skam skulde Forfatteren faae paa sin Nakke!
For den Prolog, som han ikke har gjort
Men „bagefter" hjælper dog ikke stort.

Jeg derfor eenfoldig vil forkynde:
Nu skal vor Vinterglæde begynde!
Hil hver, som kommer med ærligt Bryst,
Hvor Krandse vi flette for skyldfrie Lyst!
Hil hver en ædel Ven og Veninde,
Som villig et Blomster i Krandsen mon binde!
Hil den, der spiller! Hil den, der seer!
Hil den, der skjemter! Hil den, der leer!
Til gottende Moro med Vennehu
Vi Samle os ofte og glade som nu!