Der er en Dannemand i Nord:
Ved Sliens Bredder Pfingsten boer;
Han er en Olding nu paa Gravens Bredde.
Med uudslettelige Skrivt
Skal Saga tegne hans Bedrivt,
Og fra Forglemmelse hans Minde redde.

Som bag et Fængsels skumle Muur
Den Døves Skjel i Fangebuur
Maae efter sin Forløsning sukke.
Han seer, man kan dog ej forstaae,
Han længes, kan dog ej opnaae;
Sit Hjerte med sit Øre maae han lukke.

For ham er hele Verden stum;
Hans Vaagen selv er kun en Slum,
Med dunkle, uforklarte Drømme.
Naturens skjøndt beskrevne Blad
Hans Øje seer, men veed ej hvad;
Derfor det maae i tause Taarer svømme.

Hans Sorg er tung; thi ene maae
Han bære, hvad paa Hjertet laae;
Sin Smerte kun med Suk han kan udsige.
Hans Fryd er flygtig som en Piil,
Er selv kun et vemodigt Smiil,
Der dog for Kummers Rynke brat maae vige.

Da nærmer sig saa huld en Ven,
Og tørrer Mismods Taarer hen,
Og vækker Haabets Smiil paa blege Kinder.
Han trættes ej, forsager ej:
Omsider gjennem Øjet Vej
Til Sjelens mørke Fangebuur han finder.

Nu tyder han, hvad Øjet saae,
Og lærer Hjertet at forstaae
Sin dunkle Drøm, sin dunkle Længsel.
Han viser Aanden Aanders Hjem;
Han fører den befriet frem
Til Lys, til Fryd fra Mulm og Fængsel.

Naar hisset Almagt Faderhaand
Har løst den Stummes Tungebaand,
Naar de, hvem her Du offred dine Dage,
Istemme selv Halelluja,
Du tro og gode Tjener! da
Din rette Dagløn skalt Du først modtage.