Den Nordsø! det er et uroligt Vand,
Og tumles af Stormene stændigt.
Mangt Fartøj gaaer under med Muus og Mand,
Naar Vestenvinden raser ubændigt.

Vort Jydeland har kun til Værn og Vagt
Mod Fienden de Flyvesandsmiler.
De skjæve, naar Havet sin Bølgemagt
Dybt ind mellem Bankerne kiler.

Saa var det sidst ottende Januar:
En flyvenede Storm sig da rejste;
Ret lige herind den paa Klitterne bar,
De Bølger mod Bakkerne knejste.

De prøvede Styrke med Jydernes Strand,
Saa vrede de fraaded i Kampen;
Om Havgassens Huse fløj Skum op mod Sand.
De Skuddred ved Bølgernes Stampen.

Og helst nu, hvor Volden var tynd og lav,
Der prøved Fienden at bryde.
Han havde ej nok i den ene Grav,
Der Sønden for Agger mon flyde.

Gud bedre det for os! Han brækked herind
Paa fire Steder foruden
De Havgasser vorde lidt sære i Sind:
„Den Gjæst han os kommer ubuden."

„Man skulde ej troe, det var Tak for sidst, -
„Da fordum vi knælede Britten -
„At nu han vil hevne den gamle Tvist,
„Og vælter os Havet mod Klitten."

Sig Havmand formæler med Nøkken i Fjord,
Saa bølgende Bryster opsvulme;
Mod hver, der ved Limfjordens Kyster boer,
Dens Vande saa truende vulme.

Og da saae man Vand, hvor der førre var Land,
Saae Folkene sejle i Gader,
Paa Mønningen ride baade Qvinde og Mand,
Og Fiskene svømme i Lader.

Et Enstedhuus hisset ved Stranden stod,
Omringet af stigende Strømme -
Allene, midt i ødelæggende Flod,
Et Barn og en Kjælling var hjemme.

Hun tripper med Barnet oppaa sin Arm,
Saa mindelig beder om Frelse.
Paa tør Land en Mand det betragter med Harm,
Og sukker! „Gud naade Dig Else!"

Saa kom der en Anden: han sukkede ej;
Omkap med Orkanen han rendte.
Det vared ej længe, før samme Vei
Tilbage ad Huset han vendte.

Men agende kom han, og det med en Fart,
Som naar man en Jordmoder henter.
„Ja skynd Dig, Peer Lykke! det skal være snart;
„Deroppe paa Loftet hun venter."

Peer Lykke han pidsker de fnysende Øg,
Fra Landet i Strømme de springe.
Det sprudlende skum dem om Ørene røg,
Og pisked den gispende Bringe.

De hige, de hige mod Huset fram,
Men stedse de dybere synke.
Tilsidst de med Vognen i Bølgerne svam;
Den Kudsk var da værd vel at ynke?

Saamænd var han ikke; han voved jo kun
Hvad Ingen skal spare i Nøden;
Den himler forvist i en glædelig Stund,
Som gaaer for en Anden i Døden.

Men Døden gaaer ofte afvejen for hvem
Den dristig imøde tør træde.
Den modige Mand bringer Sejren hjem,
Naar Krysteren hjemme maae græde.

Saa brage Peer Lykke den ædleste hjem;
For Tvende han bjergede Livet.
Det Danneværk aldrig skal gange iglem,
Saavidt som mig Harpen er givet.

Jeg slog den ret nydlig i Østerled,
Da om Kanne jeg lagde en Vise:
En lignende Gjerning ved Vesterhavs Bred
Med Glæde jeg kommer at prise.

Tillykke, Peer Lykke! med Mandomsdaad,
Du for de Betrængte mon øve!
Saa kommer i Farer heel ofte Raad,
Naar Hjerter vi har til at prøve.

Sit eget Liv voved den dristige Mand,
To Andre fra Død at bevare:
Hvo vil gjøre Mindre, hvis Fædrenes Land
Med Alle skal stædes i Fare?